Loading...

Nyheder 2012

DM Lang Cross: Abdi triumferer i Aarhus

10. marts 2012 · Jeppe Weinreich

Herrernes DM Lang Cross blev en seværdig dyst med Abdi Hakin Ulad som en fortjent vinder, mens Anna Holm Baumeister gjorde comeback med manér.

107 år efter at Kongepokalen for første gang blev udsat til vinderen af DM Cross lykkedes det en løber fra Korsør at komme med på den lange række af tidligere mestre. Trods det historiske perspektiv kan det ikke siges at være nogen større overraskelse; den 21-årige somaliskfødte Abdi Hakin Ulad var på forhånd favorit, og selvom Johan Damkjær (Aarhus 1900) kæmpede heroisk for at få fat i pokalen, var det en yderst fortjent sejr til løberen fra Korsør AM, som i mål var 14 sekunder foran Damkjær.

”At jeg vandt i dag er virkelig noget stort. Der er meget prestige i at vinde pokalen, og fra første runde af vinterturneringen har jeg haft denne sejr i dag som mål,” lød det fra en lykkelig Abdi Hakin Ulad efter løbet.

Seks løbere skiller sig ud
Der var ikke løbet meget af den 10 km lange distance, før at en gruppe på seks løbere havde skilt sig ud. Efter at godt en tredjedel af runderne var tilbagelagt, blev førergruppen halveret til Abdi Hakin Ulad, Johan Damkjær og Michael Nielsen (AGF). På den næste omgang blev gruppen overraskende samlet igen, da det lykkedes Brian Lindberg (AGF), Steen Walter (Sparta) og Jesper Faurschou (Herning LK) at få kontakt med de førende. Det holdt dog ikke lang tid. Først faldt Faurschou tilbage, derpå Lindberg, og med to omgange tilbage stod det klart, at heller ikke veteranen Steen Walter kunne blande sig i medaljekampen. På den næstsidste omgang måtte Michael Nielsen (AGF) også slippe, og derfra blev DM forvandlet til en duel mellem Hakin og Damkjær. Kort før indløbet til sidste omgang af den 1,8 km lange runde måtte Damkjær imidlertid se sin drøm om at løfte Kongepokalen forsvinde, da hans modstander rykkede væk.

Kom til Danmark som 11-årig
”Jeg fulgte min taktik og løb afventende i starten. Mange undervurderede nok ruten, som faktisk viste sig at være virkelig hård. Men det var en god rute og et fedt arrangement,” lød det fra guldvinderen, der kom til Danmark som flygtning tilbage i 2002, da han var 11 år. Han begyndte at træne for fire år siden og har lige siden starten haft Leo Madsen som sin træner. Skader og sygdom (astma) har dog bremset hans talent, men nu er der styr på tingene, og 2012 tegner til at blive en stor sæson.

”Til sommer er det 5000 meter på bane, som jeg satser på. Jeg håber på at kunne løbe 13:50 min., men alt under 14 minutter vil være fint.”

AGF taber holdkamp til 1900
Trods nederlaget til Hakin kunne Johan Damkjær glæde sig over, at han sammen med Laust Bengtsen og Steffen Dalsgaard Pedersen forsvarede Aarhus 1900’s holdtitel og dermed sikrede klubben deltagelse i næste års Europa Cup - på bekostning af AGF, der ellers var blevet spået gode chancer for at sejre.

Anna Holm sejrer i sit comeback
Med forhåndsfavorit Maria Sig Møllers (AGF) afbud (rygproblemer) blev der pludselig skabt større spænding i kvindernes dyst over 8 km. Simone Glad (Odense Atletik) var selvsagt en kandidat til titlen, men hvad kunne bornholmeren Anna Holm Baumeister (tidligere Jørgensen) gøre i sit comeback? Hendes seneste start i Vinterturneringen var netop ved DM Lang Cross i 2009 i Aarhus (Risskov), hvor hun vandt sølv efter førnævnte Maria Sig.

Efter få kilometer var det netop de to nævnte favoritter, som skabte afstand ned til forfølgerne. Med tre kilometer tilbage gik Anna Holm Baumeister alene i spidsen, og der blev hun frem til mål, hvor hun havde fået opbygget et forspring ned til Simone Glad på 13 sekunder. Næsten ét minut efter fulgte Louise Laursen (AGF), der ud over sin bronze genvandt holdguldet med sin klub, der besatte 5. og 6. pladsen.

Men altså et overbevisende comeback af Anna Holm, der har taget nyt efternavn efter sin mand, den tyske løber Thorsten Baumeister. Først var det en lyskenskade, som forhindrede hende i at løbe, senere var det en skævhed i kroppen, som forårsagede problemer med det højre lår. Nu er hun igen fit for fight.

Der mangler lidt endnu
”Det var virkelig dejligt at vinde her i dag. Ruten var lige noget for mig, med et blødt, mudret underlag. Men der mangler lidt endnu, før at jeg er helt i samme form som tidligere,” lød det fra vinderen, der for første gang kunne modtage Peter Bistrup Pokalen.

For tiden er hun i praktik som journalist, og det er ikke nemt at få de ugentlige 120 kilometer passet ind i det job. Ikke desto mindre satser hun på en god tid ved B.T. Halvmaraton, som er det, hun fokuserer på lige nu.

Søndag: Hannibal vs. Hakin
I morgen søndag går det løs igen med DM Kort Cross på samme rute. Her skal det blive spændende at se, hvad Jakob Hannibal (Sparta) kan gøre mod Abdi Hakin Ulad, der jo ved DM-inde gav ham kamp til stregen på 3000 meter.


DM Lang Cross i Aarhus d. 10. marts 2012

Mænd – 10 km
1. Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) 32:00 min.
2. Johan Damkjær (Aarhus 1900) 32:14 min.
3. Michael Nielsen (AGF) 32:24 min.

Hold
1. Aarhus 1900 1:39,42 timer
2. AGF 1:40,48 timer
3. Sparta 1:41,22 timer

Kvinder – 8 km
1. Anna Holm Baumeister (Viking Atletik) 29:25 min.
2. Simone Glad (Odense Atletik) 29:56 min.
3. Louise Laursen (AGF) 31:06 min.

Hold
1. AGF 1:34,29 timer
2. Blovstrød Løverne 1:36,25 timer
3. Sparta 1:37,55 timer

Junior M – 10 km
1. Peter Glans (Odense Atletik) 34:05 min.
2. Zacharias Grassme (Sparta) 34:46 min.
3. Jakob Dybdal (Aarhus 1900) 35:15 min.

Hold
1. Aarhus 1900 1:47,38 timer
2. Odense Atletik 1:49,50 timer
3. Sparta 1:52,37 timer

Junior K
1. Anna B. Mikkelsen (Sparta) 32:07 min.
2. Josephine Thestrup (Sparta) 32:15 min.
3. Josefine Rytter (Bagsværd AC) 32:34 min.

Hold
1. Sparta 1:37,55 timer
2. Bagsværd AC 1:40,52 timer
3. Sparta II 1:46,20 timer

Samtlige resultater

© Copyright Dansk Atletik Forbund