Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 03-11 DM Kort Cross: Hannibal besejrer Abdi Hakin
DM Kort Cross: Hannibal besejrer Abdi Hakin
11. marts 2012 · Jeppe Weinreich
Publikum blev søndag vidner til et flot spurtopgør om titlen hos herrerne.
Ved DM-inde for to uger siden kæmpede Jakob Hannibal (Sparta) og Abdi Hakin Ulad side om side i en meget seværdig 3000 meter finale. Søndagens DM på den korte cross blev en næsten tro kopi. De to konkurrenter viste sig som feltets suverænt to bedste løbere, og som i Skive var det Hannibal, der i den sidste spurt lige akkurat var en tand bedre.
Damkjær i front fra start
Til at starte med var det dog sølvvinderen fra lørdagens lange cross, Johan Damkjær (Aarhus 1900), der lagde sig i front med et lille forspring på nogle meter. Der gik dog ikke lang tid før, at de to favoritter trak fra. Halvvejs i løbet var forspringet på 30 meter, og alt tydede på et tæt spurtopgør på den lange flade grussti op til målet. Da publikum fik øje på løberne, var det Hannibal, som lå forrest, men Abdi var hele vejen i mål faretruende tæt på Sparta-løberen, der dog holdt hele vejen hjem. Begge fik noteret samme tid. Om udfaldet havde været et andet, hvis Hannibal også havde løbet 10 km om lørdagen, skal være usagt. Under alle omstændigheder var det en flot duel, og efter at have vundet den lange cross i 2010 kunne Jakob Hannibal supplere sin samling af titler med én, han ikke allerede havde. Michael Nielsen (AGF) tog sin anden individuelle bronzemedalje på to dage efter et fint disponeret løb, mens Damkjær efter sit hårde udlæg også blev overhalet af Jesper Faurschou (Herning LK) og dermed endte på en 5. plads. Med Nick Jensen og Jeppe Harboe på 8. og 9. pladsen tog Sparta holdtitlen, mens Aarhus 1900's 5-mandshold i CrossChallenge-sammenhæng vandt og dermed bragte sig foran AGF før den sidste runde om to uger (DM 10 km landevej i Fælledparken).
Simone Glad skifter sølv ud med guld
Lørdagens vinder, Anna Holm Baumeister, stillede ikke op på den korte distance, som i stedet udviklede sig til en duel mellem Simone Glad (Odense Atletik) og Louise Laursen (AGF). Med godt en kilometer tilbage kunne sidstnævnte ikke længere følge med, og Simone Glad kunne løbe i mål og tage sin anden DM-titel på to uger (efter guld på 3000 meter i Skive). Seks sekunder efter fulgte Louise Laursen, mens en anden aarhusiansk Louise – Langelund Batting (Aarhus 1900) – vandt en tæt kamp om bronze mod Blovstrød Løvernes Lea Reime. Zenia Mogensen og Susanne Svendsen var på hhv. 8. og 9. pladsen med til at sikre AGF holdguldet. I CrossChallenge sikrede klubben sig allerede lørdag den samlede sejr.
Glans vinder dobbelt
Trods en suveræn sejr hos juniorerne lørdag gjaldt Peter Glans (Odense Atletik) ikke som klar favorit på den korte distance, hvor Mikkel Dahl-Jessen (SAK77) havde tænkt sig at give ham kamp til stregen. En tredje juniorløber fra EM Cross, Jacob Østergaard Marcussen (Aarhus 1900), gennemførte lørdag med store smerter i ene fod. Det viste sig efterfølgende, at den var brækket(!), og der venter ham nu mindst seks ugers pause. De to tilbageværende favoritter fik på de første to kilometer følgeskab af Jakob Dybdal (Aarhus 1900), inden denne måtte slippe. Med godt en kilometer igen trak Mikkel Dahl-Jessen så fra. Det lignede en sejr til den talentfulde silkeborgenser, men cross kan være uforudsigeligt, og med et styrt på den sidste stejle strækning gik Glans forbi ham og holdt hele vejen i mål, mens en lidt ærgerlig Mikkel Dahl-Jessen kom i mål fire sekunder efter med et blødende sår på knæet.
Guld til Anna B. Mikkelsen
Hos de kvindelige juniorer dannede der sig en førergruppe på fem løbere, hvor hele tre senere skulle vinde guld. Line Kalstrup Schulz (Randers Freja) i 16-17 års klassen skabte sig på et tidspunkt et lille forspring, men det var Anna B. Mikkelsen (Sparta), som var bedst mod slutningen og sejrede i juniorklassen, mens førnævnte Kalstrup Schulz tre sekunder efter sejrede i sin klasse. På fjerdepladsen (og sikker guld hos de 14-15 årige) imponerede Spartas helt unge (født 1998) Maria H. B. Andersen. Sidste weekend i Skive løb hun på fjerdeturen sin klub til ny dansk ungdomsrekord på 4x200 meter – altså titler til hende i både sprint og cross!
DM Kort Cross – Aarhus d. 11. marts 2012
Mænd
1. Jakob Hannibal (Sparta) 13:12 min.
2. Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) 13:12 min.
3. Michael Nielsen (AGF) 13:31 min.
Hold
1. Sparta 41:04 min.
2. Aarhus 1900 41:33 min.
3. AGF 42:19 min.
Kvinder
1. Simone Glad (Odense Atletik) 14:56 min.
2. Louise Laursen (AGF) 15:02 min.
3. Louise Langelund Batting (Aarhus 1900) 15:24 min.
Hold
1. AGF 47:02 min.
2. Blovstrød Løverne 47:26 min.
3. Aarhus 1900 47:46 min.
Junior M
1. Peter Glans (Odense Atletik) 12:15 min.
2. Mikkel Dahl-Jessen (SAK77) 12:19 min.
3. Jakob Dybdal (Aarhus 1900) 12:32 min.
Junior K
1. Anna B. Mikkelsen (Sparta) 14:43 min.
2. Line Kalstrup Schulz (Randers Freja) 14:46 min.
2. Josephine Thestrup (Sparta) 15:04 min.