Loading...

Nyheder 2012

Kastetalenter viser flaget i Växjö

12. marts 2012 · Jeppe Weinreich

En stor dansk delegation stillede i weekenden op ved World Indoor Thowing i Växjö. Resultaterne lover godt for den kommende udendørssæson.

Vinteren kan være lang, når man er hammer, diskos- eller spydkaster. Men hvert år i marts får de to sidstnævnte grupper en sjælden lejlighed for at være med indendørs, når World Indoor Throwing finder sted i Växjö. Den chance greb rigtig mange af dansk atletiks største kastetalenter i år, hvor Elitekraftcenter Øst og Vest drog af sted til Sverige i en stor trup på hele 36 personer fra 13 år og opefter. 

Børsting og Bertelsen nærmer sig Junior-VM
I de mange stærke felter var det specielt Søren Børsting (Randers Freja) og Andreas Bertelsen (Vejle IF), der lyste op med sejre i hhv. diskoskast og spydkast. Med 53.34 meter (1.75kg) var Børsting blot 18 cm fra sin PR udendørs, og med tanke på vigtigheden af en god vind i diskoskast ligner kravet til Junior-VM (55.00 meter) en oplagt mulighed for ham i løbet af sommeren.

Med 62.73 meter lagde Andreas Bertelsen næsten fire meter til sin PR med senior-spyddet. Her lyder kravet til Junior-VM på 66.50 meter, og det er selvsagt det store talents erklærede mål for i år. At der er flere spydkasttalenter på vej, viste Lukas Björnvad (Hellas Roskilde) ved at tage 2. pladsen hos de 16-17 årige drenge med et kast på 60.03 meter (700 gram) - blot en lille meter fra hans bedste.

Mulbjerg afslutter sin sæson på højt niveau
Kuglestøder Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) har denne vinter haft sin hidtil bedste sæson, hvor bundniveauet har ligget over 15 meter. Med en andenplads lørdag på noteringen 15.42 meter – 35 cm fra den danske rekord - sluttede Mulbjerg flot af. Men faktisk sluttede Maria Sløk Hansen (Hvidovre AM) i samme konkurrence endnu flottere af, da hun lagde en halv meter til sin PR, som nu lyder på 14.26 meter.

Nick Petersen 18.29 meter
Teknikken har ikke fungeret for Nick Petersen (Sparta) denne vinter, men med en 4. plads på 18.29 meter var han blot 9 cm fra sit sæsonbedste. Sæsonen er dog ikke helt slut for Nick, der førstkommende weekend stiller op (udendørs) ved European Winter Throwing i Montenegro, hvor Kim Juhl Christensen (Sparta) også skulle have stødt, om ikke han var blevet skadet ved VM-inde.

Hos de mandlige juniorer var Christoffer Mikkelsen (Randers Freja) med 16.70 meter og en andenplads ikke langt fra sin nysatte ungdomsrekord. En lille PR var der til gengæld til Spartas Andreas Ellegaard, som fik 6kg-kuglen ud på 15.41 meter.

To kvindelige kastere klar til NM-U23
I juli måned er den norske by Jesheim vært for NM-U23. Førnævnte Mulbjerg er for længst kvalificeret, men hun får følgeskab af to kastekolleger, der begge opfyldte de opstillede krav i Växjö. I diskoskast blev Katrine Bebe (Sparta) noteret for 45.85 meter – 8 cm længere end hendes bedste udendørs – mens en anden spartaner, Nina Otto, fik spyddet ud på 47.92 meter – 21 cm fra hendes PR fra sæsonen 2010. 

Alt i alt var weekenden en stor succes, fortæller holdleder Carsten Bomme, som var en af kraftcentrenes tre trænere, som var med i Sverige.

World Indoor Throwing, Växjö d. 12.-13. marts 2012

Resultatliste
Resultatliste 
- ungdom

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund