Dødsfald
29. marts 2012 · Steen Jensen - mangeårig kollega med Inge Theil Nielsen i sjællandsk atletiks regi
En af dansk atletiks helt store lederskikkelser er gået bort, da Inge Theil Nielsen onsdag morgen efter lang tids sygdom afgik ved døden.
Ved Inge Theil Nielsens død 28. marts 2012 har Dansk Atletik mistet en stor og mangeårig lederprofil.
Det er de færreste ledere i dansk atletik, som har haft betydning for så mange generationer atletikudøvere, som tilfældet er med Inge Theil Nielsen; vi er mange, som har vore egne minder om denne uegennyttige leder.
Inge blev født i august 1936 og blev godt 75 år. I sine unge år spillede Inge håndbold, men kom i forbindelse med atletikken i Trongårdens IF, da hendes 2 børn startede til atletik.
Inge startede sin ledergerning i ungdomsudvalget i Sjællands Atletik Forbund i 1980 og blev formand i 1985; en post Inge bestred frem til 2001 til stor glæde for atletik-ungdommen på Sjælland.
En af Inges opfindelser var den årlige tur til Jablonec, som i mange år var en tur for de 16-18 årige ungdomsudøvere. Allerede i 1986 blev hendes store indsats belønnet med tildelingen af DAF’s fortjensttegn i sølv, som i 2009 blev fulgt op af et velfortjent fortjensttegn i guld.
Inge blev naturligvis også kåret som årets leder; først i SKAF i 1994 og senere DAF i 1999. Da Inge senere trak sig fra ungdomsarbejdet, var det ikke for at forlade dansk atletik; Inge fortsatte derimod sammen med Tinne Thostrup i SKAF’s statistik udvalg, som førte hende videre til DAF's Rekord- & Statistik Udvalg. Det blev til mange årbøger, som i høj grad blev til på grund af Inges store indsats.
Inge formåede også i en lang årrække at varetage arbejdet med de mange medaljer, som forbundet uddeler hvert år.
De sidste år fik sygdommen overtaget i Inges liv og i går sluttede det. En stor atletikkarriere på lederplan er slut, og der skal lyde en meget stor TAK til Inge for hendes enorme indsats, der har beriget atletikoplevelserne for så mange.
Æret være Inges minde.
Begravelsen finder sted den 17. april kl. 11.00 i Christians Kirken på Chr. X Alle 120 i Lyngby.