Loading...

Nyheder 2012

Børsting og Ellegaard er klar til Junior-VM!

09. april 2012 · Jeppe Weinreich

Diskoskaster Søren Børsting slettede 2. påskedag Joachim B. Olsens juniorrekord med et kast på 56.76 meter. Det var blot et af mange stærkt glædelige resultater fra træningslejren i Portugal.

Den noget forsinkede nyhed om langfredags lovende resultater blev næsten overhalet af 2. påskedags stærkt opsigtsvækkende præstationer fra samme træningslejr: BÅDE Søren Børsting (Rdrs. Freja) og Andreas Ellegaard (Sparta) formåede nemlig at klare kravet til Junior-VM i diskoskast med hhv. 56.76 og 55.53 meter!! Med førstnævnte notering fravristede Børsting desuden Joachim B. Olsens juniorrekord, som blev sat i Randers tilbage i sæsonen 1996.

Det var selvsagt en meget glad landstræner, som nu kan se frem til dobbelt dansk deltagelse i Barcelona, hvor diskoskvalifikationen finder sted på førstedagen af mesterskaberne den 10. juli. Det er blot anden gang i mesterskabets historie, at dansk atletik er repræsenteret i mændenes diskoskast. Men pudsigt nok var det også med to deltagere sidste gang i Sydney 1996, hvor Joachim B. Olsen havde følgeskab af Dariusz Slowik (nu canadisk statsborger).

”Det er sindssygt godt, det her. Forholdene var også næsten optimale i dag med 20 grader og en let vind, som kom fra den rigtige side,” lyder det fra Carsten Bomme.

Ellegaard klarede kravet først
Mens Søren Børstings kvalifikation nok var forudset, så må Andreas Ellegaards ditto siges at være en stor overraskelse. Faktisk var det Ellegaard, som først klarede kravet, da han i fjerde omgang slyngede diskossen ud på de 55.53 meter – blot 15 cm fra Joachim B. Olsens juniorrekord. Det satte i den grad Børsting op, og han svarede da også effektivt igen med de 56.76 meter i femte runde. En forløsning af de helt store, som også udløste et jubeludbrud på niveau med kastet.

”Nu må vi bare håbe, at de kan fortsætte,” siger Carsten Bomme. ”De holdt fridag i går, men har ellers trænet hårdt hernede.” Næste konkurrence for de to kastere bliver formentlig Tårnby Games den første weekend i maj.

Længste kast i 14 år
I dagens anmeldte stævne, som havde bl.a. DAF’s formand, Lars Vermund, som tilskuer, blev der ligeledes leveret et godt resultat i kvindernes konkurrence. Med 49.13 meter præsterede Kathrine Bebe (Sparta) det længste diskoskast af en dansk kvinde siden sæsonen 1998! Dermed ligner Bebe en oplagt kandidat til EM-U23, som finder sted i finske Tammerfors til næste sommer.

Holse og Odgaard kom nærmere de 50 meter
De kvindelige hammerkastere stod mandag ikke tilbage for deres diskos-kollegaer. Julie Holse (Sparta) lagde endnu nogle cm til sin blot tre dage gamle PR, som nu lyder på 49.55 meter, mens Louise Odgaard (Helsingør IF) også kom nærmere de 50 meter med 48.42 meter – 9 cm længere end den PR, hun satte på Østerbro i februar.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund