Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 04-21 London Marathon: Sandhedens time nærmer sig
London Marathon: Sandhedens time nærmer sig
21. april 2012 · Jeppe Weinreich
I morgen søndag bliver det afgjort, hvor mange maratonløbere dansk atletik sender til OL.
Hvis nogen skulle være uvidende om det, så er det i morgen søndag, at London Marathon afvikles. I år tegner løbet ekstra interessant set med danske øjne, eftersom det her bliver afgjort, hvor mange løbere dansk atletik får med på den klassiske distance til det kommende OL.
Hos herrerne er det Henrik Them (Sparta) og Jesper Faurschou (Herning LK), der kæmper om en OL-billet. Sidstnævnte har den allerede i hånden, men Them kan fravriste ham den, om han løber under A-kravet (2:15.00) – og Faurschou ikke gør det samme.
Lars Werge har indgående fulgt de to løberes forberedelse til den store dag, hvilket har resulteret i flere læseværdige tekster på bloggen Sportsdebatten.com. Det bliver dog ikke nævnt, at der i kvinderne løb også er en særdeles interessant start i skikkelse af Dorte Vibjerg (Sparta), som med tiden 2:34,44 timer ved Frankfurt Marathon i oktober sidste år blot manglede 14 sekunder i at opfylde kravet til OL. De sidste 14 sekunder håber hun på at kunne skære af søndag.
Eurosport sender direkte fra løbet kl. 10.00.