Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 04-30 KIF'ere lyser op på Lolland
KIF'ere lyser op på Lolland
30. april 2012 · Jeppe Weinreich
Søndagens åbningsstævne på Maribos nye atletikanlæg gav løfter om en stor sæson for Nick Ekelund-Arenander og Andreas Trajkovski.
KIF’s vel nok to største navne, Nick Ekelund-Arenander og Andreas Trajkovski, stod for en lovende sæsondebut, da IK Olympia søndag indviede Maribos nye stadion med et åbningsstævne.
Ekelund-Arenander sluttede som bekendt indendørssæsonen af med dansk rekord 47,01 sek. Søndag vandt han så i 47,18 sek. – væsentlig hurtigere, end hvad han åbnede med sidste sæson. I det lys må EM-kravet på 46,70 sek. bestemt siges at være muligt for det spændende, relativt nye navn. Oprindeligt var det annonceret, at Andreas Bube (Bagsværd AC) også skulle have løbet på 400 meter, men med den uventede start i Japan førstkommende lørdag, blev det ikke til noget.
Kraftig blæst
Forårets træning er forløbet rigtig godt for Andreas Trajkovski, og han kvitterede da også med 7.42 meter i længdespring – ligeledes hans bedste sæsonåbning nogensinde. Vinden var her lige under det tilladte med 1,9 m/s. Men ellers var stævnet præget af en kraftig blæst. Det resulterede i en fin vindertid for Jacob Wolfgang (Sparta) på 100 meter med 10,73 sek. foran Simon Mathiasen (Hvidovre AM), der med 10,99 sek. for første gang kom under de 11 sekunder. Vinden var dog for kraftig til at tiderne kunne godkendes. Formentlig kunne førnævnte Trajkovski have fået en langt hurtigere tid; desværre kiksede el-tidtagningen i det indledende løb, hvor KIF’eren var klart foran Wolfgang, men grundet sin start i længdespring kunne Andreas desværre ikke være med i finalen.
”Jeg er meget tilfreds med åbningen. De rigtig lange spring skal nok komme i år,” siger 19-årige Trajkovski, der har en drøm om at klare EM-kravet på 7.95 meter.
Maria Lykke kaster langt
Spydkaster Maria Lykke Jensen (Hvidovre AM) leverede ligeledes et flot sæsonudlæg, da hun fik spyddet ud på 48.93 meter. Hendes PR på 49.99 meter (danske juniorrekord) er efterhånden blevet tre år gammel, men ifølge hendes træner Michael Bruun Jepsen er hun nu endelig kommet 100% over en skulderskade med efterfølgende operation og genoptræning, som har standset hendes sportslige udvikling. Måske bliver 2012 året, hvor hun bryder de 50 meter?
Lærerigt stævne
”Der var nogle små kiks undervejs, men vi lærte meget af dette stævne,” siger Mona Carlsen fra IK Olympia, der sammen med Holeby Atletik Club (HUAC) holder til på det nye stadion, som blev officielt indviet i september sidste år, men først rigtigt blev taget i brug i weekenden.