Loading...

Nyheder 2012

Tårnby Games 1.dag: Bebe bryder de 50 meter

06. maj 2012 · Jeppe Weinreich

Kathrine Bebe blev lørdag den blot femte danske kvinde, der kaster diskossen over de 50 meter.

Med et diskoskast på 50.25 meter stod Kathrine Bebe (Sparta) for det mest opsigtsvækkende resultat på førstedagen af Tårnby Games. Med kastet, som blev opnået i fjerde runde, blev Bebe den blot femte danske kvinde gennem tiderne, som bryder den ”magiske” 50-meter-mur. Som årgang 91 har den tidligere Helsingør-atlet fremtiden foran sig, og det lignede da også et tronskifte, at den danske mester Maria Sløk Hansen (Hvidovre AM) trods fine 47.80 meter måtte se sig klart besejret.

Emil Mikkelsen – PR i diskos 
Blæst og en kølig temperatur omkring de 10 grader gav langtfra optimale betingelser for de mange hundrede deltagere, men vinden var god for diskoskasterne. Det sås også i mændenes konkurrence, hvor Emil Mikkelsen (Odense Atletik) lagde godt en halv meter til den PR, han satte, da han i fjor noget overraskende vandt DM. Den nye personlige rekord lyder på 52.10 meter.

Andreas Bertelsen nærmer sig Junior-VM
Også i spydkast blev der leveret flotte resultater. Det spændende talent fra Vejle IF, Andreas Bertelsen, slyngede således i tredje runde 800 gram-spyddet ud på 64.46 meter. Resultatet er blot 2.04 meter fra kravet til sommerens Junior-VM og 88 cm fra den danske 18-års-rekord, som Richard Knudsen satte i 1990 – fire år før Andreas blev født.

Trajkovski i topform
De lave temperaturer var selvsagt ikke sprinternes livret. Alligevel kunne Andreas Trajkovski (KIF) sætte et flot årsbedste på juniorernes 100 meter med tiden 10,77 sek. (+1,7). Hos seniorerne vandt Niklas Müller (Sparta) i ny PR 10,91 sek. – her var vinden helt optimal med +2,0 sek. På tredjepladsen imponerede 46-årige Christian Trajkovski med 11,11 sek. Hans gamle PR på 10,43 sek. er et erklæret mål for sønnen Andreas denne sæson.

”Den slår jeg 100% sikkert i år,” lyder det selvsikkert fra Andreas, der ved Junior-VM vil løbe 200 meter i stedet for 100 meter, da sidstnævnte kolliderer med længdespringskonkurrencen.

Flot bredde på kvindernes 800 meter
Som nævnt andetsteds præsterede Rikke Rønholt den hurtigste tid på 800 meter herhjemme siden sæsonen 2008, hvor hun officielt stoppede sin karriere. Selvom modstanderne lørdag var langt efter hende, var der en flot bredde. Således var syv løbere i heatet under 2:17 min. – samme antal som der var over hele sæsonen sidste år.

Hos de 14-15-årige drenge løb Simon Traoré (Sparta) i det indledende heat på 100 meter hæk flotte 14,12 sek. (+2,0 sek.), mens Matthias Hagen (Hellas Roskilde) slyngede 1kg-diskossen ud på stærke 48.02 meter. Begge resultater er ikke så langt fra de respektive årgangsrekorder.

Resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund