Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 05-07 Kulde og blæst kostede point for Tine Bach
Kulde og blæst kostede point for Tine Bach
07. maj 2012 · Jeppe Weinreich
Den danske syvkæmper kæmpede mod vejret i Norditalien, men var i sidste ende alligevel kun under 100 point fra en ny PR.
En o.k. sæsonstart – med plads til forbedring. Sådan lød det fra mangekampstræner Jens B. Christensen, da Tine Bach Ejlersens (Aarhus 1900) sæsonåbning i syvkamp skulle evalueres. Hendes slutscore på 5185 point på 16. pladsen ved Multistars i Desenzano var 96 point færre end den PR, hun satte ved DM i 2010. Med til historien hører dog, at begge dage på stadionet ikke langt fra Gardasøen var præget af kulde, regn og blæst. Ud af 35 startende gik hele ni atleter ud undervejs. Bedst var græske Sofía Ifadidou, der vandt med 6109 point.
Som nævnt i går var Tine Bach Ejlersen blot 19 point fra sin bedste score efter førstedagen. Med de for hende beskedne 5.58 meter i længdespring, 36.85 meter i spyd og 2:24,54 min. på den afsluttende 800 meter tabte hun dog på 2. dagen terræn i forhold til PR-serien, hvor de respektive noteringer var 5.65 meter, 39.49 meter og 2:22,34 min.
Danske kastere var ikke i stødet
De to danske kuglestøds-esser, Kim Christensen og Nick Petersen, var et pænt stykke fra deres bedste, da de stødte ved Occidental Relays i Los Angeles lørdag nat dansk tid. Af de to spartanere gjorde Kim Christensen det bedst med 18.55 meter, mens Nick måtte nøjes med 17.65 meter efter at have været ude på 18.26 meter tidligere på ugen i San Diego.
Ifølge træner Vésteinn Hafsteinsson skal man dog ikke lægge for meget i de beskedne noteringer. Kim havde således et væsentligt længere, men overtrådt forsøg. Så også her er der bestemt plads til forbedringer.
Resultater – Multistars – Desenzano (ITA) d. 5.-6. maj