Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 05-07 Tårnby 2. dag: Nick Ekelund imponerer på ny
Tårnby 2. dag: Nick Ekelund imponerer på ny
07. maj 2012 · Dansk Atletik Forbund
Med 33,59 sek. på 300 meter var kometen fra KIF bare 0,4 sek. fra den danske bedstenotering.
Nick Ekelund-Arenander fulgte ved Tårnby Games søndag flot op på sin sæsonåbning i Maribo forleden. Det skete, da de bedste seniorer traditionen tro havde sat hinanden stævne på den uofficielle distance 300 meter. Her sejrede Nick i ny PR 33,59 sek. – bare 0,4 sek. fra Nicklas Hydes fire år gamle bedstenotering. Ind på andenpladsen kom rivalen Jacob Riis (Sparta), der med 34,05 sek. ligeledes fik noteret en ny PR – over et halv sekund hurtigere, end hvad han løb i Tårnby sidste år. Altså en lovende start for de to løbere, der udgør halvdelen af det 4x400 meter hold, som i Oslo i starten af juni skal forsøge at sikre sig en billet til EM.
Julie Holse bryder de 50 meter
Ellers var det de kvindelige hammerkastere, der stod i centrum under andendagens konkurrencer. Trods den tidlige fase af sæsonen har Julie Holse (Sparta) allerede i år tre gange forbedret sin PR. Søndag skete det for fjerde gang, og denne gang røg hammeren for første gang ud over de 50 meter – 50.61 meter helt nøjagtig. Dermed blev hun den sjette danske kvinde gennem tiderne over den magiske grænse, og de 50.61 meter bringer hende op som nr. 5 på alle tiders listen.
Dansk ungdomsrekord
Næste danske kvinde over 50 meter kunne meget vel blive Louise Odgaard (Helsingør IF), som i juniorernes konkurrence lagde præcis én meter til sin PR, som nu lyder på 49.42 meter. Og for at fuldende billedet af en øvelse i stærk udvikling forbedrede Louise Theil Lundberg (KIF) hos de 16-17-årige piger sin egen danske ungdomsrekord, da hun fik den 4 kg tunge hammer ud på 46.34 meter. Hos herrerne kunne Taj Murmann – der netop er skiftet fra Aarhus 1900 til Esbjerg AM – også sætte PR med et kast på 57.50 meter.
Andre steder
- I juniorerne længdespring var Andreas Trajkovski (KIF) med 7.34 meter bare 8 cm fra sit danske årsbedste, mens den to år yngre Benjamin Gabrielsen (Sparta) med 6.91 meter bare manglede to cm i en ny PR.
- I de yngste klasser satte Thea Jensen (GIC) ny ungdomsrekord i kuglestød for de 13-årige. 14.14 meter fik hun stødt 2 kg-kuglen ud på. Indendørs var hun dog i marts måned over de 15 meter.
- Blæst prægede også andendagens konkurrencer i Tårnby. Den hjalp bl.a. Emma Beiter Bomme (Sparta) – årgang 98 - ud på flotte 5.52 meter i længdespring. Vinden var dog klart over den tilladte grænse.