Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 05-12 DT indl.: Morten Jensen åbner sæsonen stærkt
DT indl.: Morten Jensen åbner sæsonen stærkt
12. maj 2012 · Jeppe Weinreich
Længdespringeren vandt 200 meteren i Odense i 21,26 sek. på en dag, hvor kulden og en strid vind ellers satte en dæmper på resultatniveauet og stemningen. Alligevel var der flere opmuntrende resultater.
Regnen holdt sig væk, da den indledende runde i Elitedivisionen lørdag blev afviklet i Odense. Men det var så også det eneste positive, der var at sige om vejret. En iskold blæst og en temperatur omkring de 10 celsius var ikke ligefrem befordrende for resultatniveauet, for slet ikke at snakke om stemningen på stadion. Alligevel så flere personlige rekorder dagens lys, mens den største overraskelse i holdsammenhæng var, at Skive AM’s herrehold - på trods af massivt at være blevet ramt af afgang til andre klubber - formåede at gå videre til finalen på bekostning af oprykkerne fra Aalborg AM.
Fart på Morten Jensen
Den imødesete duel på herrernes 200 meter mellem Morten Jensen (Sparta) og Nick Ekelund-Arenander (KIF) blev ikke så hårfin som ventet. Morten Jensen blæste i mål i den flotte tid 21,26 sek. (+2,3 m/s) og slog dermed klart sin udfordrer med 0,27 sek. En fin sæsonåbning for den rutinerede længdespringer, for hvem OL-kvalifikationen kommer til at overskygge alt den kommende tid.
”Det er jo ikke så meget sprintudholdenhed, jeg har trænet. Og det er lidt hårdt lige at komme hertil fra træningslejren i Rieti, så jeg er godt tilfreds,” siger Morten Jensen, der samtidig ser optimistisk på at klare OL-kravet på 8.10 meter. Første forsøg bliver i tyske Dessau d. 25 maj, mens han to dage efter springer i Slovakiet til Europa Cup’en for klubhold.
Hårfin afgørelse på den korte stafet
Inden 200 meteren var der en uventet dyst mellem de samme to løbere på 4x100 meter. Nick Ekelund-Arenander gik her ud på sidste tur for KIF med et lille forspring, tæt forfulgt af Morten Jensen. Det lignede dødt løb, men efter lang tids venten blev det bekendtgjort, at Sparta vandt med 41,89 mod 41,91 sek. Ekelund fik dog sin sejr lidt senere, da han på 400 meter klart besejrede Jacob Riis (Sparta), der dog havde ulempe af at løbe på inderbanen. En strid modvind på den første langside gjorde dog, at tiderne ikke er noget at skrive hjem om.
Kvinderne sprang langt
Den stride vind var dog god for længderne i de to fladspring. I trespring var Jessie Ipsen (KIF) med 12.93 meter (+3,1 m/s) tæt på at blive den blot tredje danske kvinde over de 13 meter. I godkendt vind fik hun noteret 12.57 meter, hvilket bringer hende op på en 5. plads gennem tiderne.
Længdespring blev ikke uventet vundet af svenske Erica Jarder (Sparta) med et spring på 6.12w. Mere bemærkelsesværdigt var det imidlertid, at den unge Martha Traoré (Sparta) i første runde røg over de seks meter med 6.06 meter. Det ville have været ny U-18 rekord, hvis ikke vindmåleren havde målt +3,4 m/s. Kravet til sommerens Junior-VM i Barcelona på 6.10 meter virker ikke urealistisk for den talentfulde springer, som i 2014 stadig vil være ung nok til at være med ved det næste VM, som finder sted i Eugene, Oregon.
Medvind hjælper Heltbech til supertid
Samme alder har Helsingør IF’s talentfulde hækkeløber Mathilde Heltbech. Lørdag understregede hun sin store fremgang, da hun klart besejrede Tine Bach Ejlersen (Aarhus 1900) på 100 meter hæk med tiden 14,03 sek. mod 14,48 sek. Vinden var dog +3,4 m/s, men det giver forhåbninger om, at også hun kan klare kravet til Junior-VM (14,20) i løbet af sommeren.
Sara Slott Petersen besejret
Med 24,57 sek. (+3,1 sek.) gjorde Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) sin pligt ved at vinde 200 meteren suverænt. På den dobbelte distance kom den danske rekordholder indendørs imidlertid op mod rekordholderen udendørs, den tilbagevendte Rikke Rønholt (Sparta). Det resulterede i et noget overraskende nederlag for aarhusianeren med 56,20 sek. mod Rønholts 55,57 sek. Tiden – igen stærkt præget af vinden – viste, at sidstnævnte er godt på vej tilbage, mens man næppe bør lægge for meget i Sara Slott Petersens yderst sjældne nederlag til en dansk konkurrent.
Nick Jensen slår Terp
Mændenes 800 meter var et rigtigt luskeløb med en første omgang på 63 sekunder. Med én runde igen gik Nick R. Jensen (Sparta) i front forfulgt af Michael Schmidt (KIF) og Rasmus Terp (Aarhus 1900). Sidstnævnte forsøgte alt på at indhente spartaneren, men denne holdt stand og vandt med 0,16 sek. Slutiden var ret ligegyldig, men viste, at begge løbere går en stor sæson i møde og meget vel kommer under de 1:50,00 min. i år. Næste lørdag løber de i Manchester i stævneserien British Milers. Det samme gør Andreas Bueno (Aarhus 1900) og Jakob Hannibal (Sparta), som begge vandt pligtsejre på hhv. 1500 og 5000 meter. Deres tider lørdag sagde dog intet om den superform, de begge er i.
14-årig pige imponerer
Dagens yngste disciplinvinder hed Maria H. Andersen (Sparta), som vandt kvindernes 800 meter i flotte 2:13,88 min. Med de langtfra optimale vejrforhold i betragtning kan det ikke udelukkes, at Maria – årgang 98’er – i løbet af sommeren kan erobre Tina Krebs ældgamle 14-års rekord fra 1977, som lyder 2:11,3 min.
Andre steder
- Den danske mester på 60 meter, Annelouise V. Jensen (Aarhus 1900), var så uheldig at tyvstarte på 100 meteren. For at fuldende en uheldig dag blev klubbens hold tilsyneladende også diskvalificeret på 4x100 meter, som de i første omgang ellers vandt.
- Andreas Trajkovski (KIF) viste på 100 meter sin gode form med dansk årsbedste 10,70 sek. (+1,6 m/s) på 100 meter med Mike Kalisz (Sparta) ikke langt efter i 10,78 sek. Giv dem en måned mere og 15 grader varmere vejr, og tiderne vil begynde at se interessante ud.
- Forhindringsløber Ole Hesselbjerg (Sparta) vandt ubesværet i 9:03,59 min. Den danske U23-rekord fra 1967(!) på 8:53,2 min. burde ikke overleve denne sommer.
- Duellen Peder P. Nielsen (Aarhus 1900) – Anders Møller (Sparta) blev ikke til noget, da sidstnævnte valgte at spare sig. Nielsen vandt uden at imponere i 15.40 meter. Bag ham gav en række unge springere løfter for fremtiden: Jannick Bagge (94) (HVAM) 14.60 meter PR-ude. Dennis Mägi (95) (Aarhus 1900) 13.96 meter PR. Martin Johansen (95) (Aalborg AM) 13.95 (+2,1 m/s).
Samlet stilling (de seks bedste hold går videre til finalen på Østerbro i september)
Mænd
1. Sparta 152½ point
2. Aarhus 1900 109½ point
3. KIF 106 point
4. Hvidovre AM 91 point
5. Esbjerg AM 85 point
6. Skive AM 80 point
7. Aalborg AM 78 point
8. Odense Atletik 74 point
Kvinder
1. Sparta 151½ point
2. KIF 105½ point
3. Aarhus 1900 102 point
4. Hvidovre AM 93½ point
5. Helsingør IF 84½ point
6. Amager AC 79 point
7. Odense Atletik 63½ point
8. Aabenraa IG 57½ point
(Fotos: N. Saaby.)
Øverst fra nederst:
- Sara Slott Petersen fra starten på 200 meter.
- Det spændende talent, Maria H. Andersen, løber først over målstregen på 800 meter.
- Jakob Hannibal vinder en taktisk 5000 meter foran Steffen Dalsgaard.