Mere end 2.000 udenlandske løbere gæster København
14. maj 2012 · Christian Rath
Når årets udgave af Copenhagen Marathon finder sted i byens gader søndag den 20. maj, er det ikke blot danskere, som i nogle timer erobrer byens gader. Således har mere end 2.000 udenlandske løbere valgt at tage turen til Danmark for at løbe med i Copenhagen Marathon, som i 2011 med 9.209 fuldførende løbere var verdens 25. største maratonløb.
Med foreløbigt mere end 11.000 tilmeldte løbere, hvor af hver femte i år er udenlandsk, er årets løb allerede et rekordløb. Således deltog 1.800 udenlandske løbere i det hidtil største Copenhagen Marathon.
Fremgangen glæder Lars Vallentin Christensen fra Wonderful Copenhagen. ”København har slået sig fast som Bike City, og med den store udenlandske deltagelse i Copenhagen Marathon 2012 på 20% er vi godt på vej mod titlen som løbeverdenens hovedstad, hvilket som bekendt kulminerer og endelig bekræftes den 29. marts 2014 med VM halvmaraton, hvor alle danske og internationale motionsløbere er inviteret til at løbe med.”
Også formanden for Dansk Atletik Forbund, Lars Vermund er tilfreds med udviklingen. "Copenhagen Marathon er byens suverænt mest populære event for udenlandske aktive idrætsudøvere og deres medrejsende familie, og det glædelige er, at der fortsat er vækstpotentiale. Der er flere danske motionsløbere end nogensinde før, vore foreninger står klar med kvalificeret træning til begyndere og øvede, og med VM Halvmaraton 2014 har omverdenen også fået øjnene op for København som løberby."
Løbschef i arrangørklubben, Lars Nissen er også glad for udviklingen. "Ud fra det tilmeldte antal løbere ser det meget lovende ud, og vi har et håb om for første gang nogensinde at få mere end 10.000 løbere i mål på søndag. At hver femte af dem er udlænding, som har valgt vores løb på bekostning af så mange andre storbyers maratonløb, er vi naturligvis både glade også stolte over."
Copenhagen Marathon finder sted søndag den 20. maj med start (kl. 9.30) og mål på Islands Brygge, København S.