Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 05-16 Ekelund-Arenander 2'er i Belgien
Ekelund-Arenander 2'er i Belgien
16. maj 2012 · Jeppe Weinreich
Endnu en solid tid under kølige forhold af den danske 400 meter-løber.
Det er ikke kun i Danmark, at foråret er isnende koldt. Det er også tilfældet i det sydlige Belgien. Det fik tre danske atleter at mærke, da de onsdag aften stillede til start ved Atletissima i byen Namur. Her var temperaturen stort set som i Odense sidste weekend, altså omkring 10 grader.
Nick Ekelund-Arenander (KIF) løb igen en god 400 meter, vejrforholdene taget i betragtning, da han i A-heatet kom ind som nr. 2 i 47,30 sek. Kun den stærke brite Nigel Levine, der løb 45,71 sek. indendørs i februar, var hurtigere med 46,29 sek. Til gengæld slog danskeren en anden stærk brite, Chris Clarke, som løb 45,61 sek. sidste sommer - og 46,02 sek. i sidste måned.
Trajkovski 7.32 meter
I længdespring var Andreas Trajkovski (KIF) seedet som nr. 8. Med en femteplads i 7.32 meter gjorde den talentfulde junior det godt og overgik selvsagt flere springere, som på papiret var bedre.
Troest 60,97 sek.
Den jævnaldrende Stina Troest (AAC) løb sin favoritdistance 400 meter hæk for første gang siden juni sidste år, da hun sluttede som nr. 2 i B-heatet i 60,97 sek. Kravet til sommerens Junior-VM (60,75 sek.) burde således være en formsag, når først sæsonen kommer rigtig i gang.
Atletissima – Namur (BEL), d. 16. maj 2012
400 meter M
1. Nigel Levine, GBR 46,29 sek.
2. Nick Ekelund-Arenander, DK-KIF 47,30 sek.
3. Chris Clarke, GBR 47,41 sek.
Længdespring M
1. Giorgos Tsakonas, GRE 7.73 meter
2. J. J. Jegede, GBR 7.46 meter
3. Nicolas Stempnick, BEL 7.33 meter
5. Andreas Trajkovski, DK-KIF 7.32 meter (-0,4 m/s)
400 meter hæk K B-heat
1. Ceccarelli Benedetta, ITA 60.75 sek.
2. Stina Troest, DK-Amager AC 60,97 sek.