Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 05-18 Jacob Riis 2'er i Belgien
Jacob Riis 2'er i Belgien
18. maj 2012 · Jeppe Weinreich
47,72 sekunder på 400 meter er den 28-årige spartaners hidtil hurtigste tid så tidligt på sæsonen.
Med tiden 47,72 sek. på 400 meter viste Jacob Riis (Sparta) torsdag aften i Belgien, at 2012 kan blive en af hans bedste sæsoner hidtil. Resultatet ved stævnet i Sint-Niklaas i Flandern rakte til en andenplads, og det er faktisk den hurtigste tid, Riis nogensinde har præsteret i maj måned.
”Det var et godt heat, og jeg fik givet den god gas, men gik så lidt død til sidst,” fortæller den 28-årige Riis, der betegner vejrforholdene som "o.k.". Dermed fik han for alvor skudt sæsonen i gang efter for to uger siden ved Tårnby Games at have startet med en PR på 300 meter. Selvom han indendørs har løbet så hurtigt som 47,04 sek., lyder den udendørs PR fortsat på 47,21 sek. En tid, som han løb både i 2010 og 2011.
18. International Peugeot Meeting, Sint-Niklaas BEL d. 17. maj 2012
400 meter M A-heat
1. Joeri Moerman, NED 47,16 sek.
2. Jacob Riis, DEN-Sparta 47,72 sek.
3. Abdoulaye Dembele, FRA 48,35 sek.
400 meter hæk M
4. Christian Laugesen, DEN-Sparta 54,40 sek.