19. maj 2012 · Jeppe Weinreich
I lighed med sæsonens første Diamond League stævne gjorde Andreas Bube i dag en god figur, da den fornemme stævnerække var nået til Shanghai (CHN).
I et regnplaget Shanghai skulle Andreas Bube (Bagsværd AC) i dag forsøge at leve op til sin fine sæsonstart, hvor det som bekendt er blevet til ny personlig rekord 1.44,99 minutter ved sæsonens første Diamond League i Doha.
Haren i dagens løb lagde kursen fint med 50,5 sekunder på de første 400 meter, men ingen af de øvrige følte den store lyst til at følge med, så det stod snart klart, at det ikke ville blive til hurtige sluttider i dag.
Bube holdt sig godt fremme i afslutningen uden dog at kunne bide skeer med vinderen af løbet, den kenyanske ungdomsverdensmester Leonard Kirwa Kosencha, som endnu ikke er fyldt 18 år. Kenyaneren sejrede i 1.46,04 minutter, mens Bube på en fornem fjerdeplads bl.a. havde den polske europamester Marcin Lewandowski bag sig i det 12 mand store felt.
Alt i alt endnu en fornem indsats af Bube, som på nuværende tidspunkt kan se tilbage på en maj måned med karrierens hurtigste (1.44,99 - Doha) hhv. tredje hurtigste tid (1.45,27 - Daegu) som resultat.