Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 05-22 Dansk spydkaster sejrer i Halle
Dansk spydkaster sejrer i Halle
22. maj 2012 · Jeppe Weinreich
Det var ikke kun Trine Mulbjerg, som gjorde en god figur ved weekendens tyske kastestævne. Marie Vestergaard vandt således U23-klassen i spydkast med ny PR 48.72 meter.
Trine Mulbjergs danske rekord i kuglestød søndag overskyggede naturligvis de andre danske resultater i Halle. Der var dog bestemt andre præstationer, som fortjener at blive omtalt her på siden. Skive AM’s fremgangsrige spydkaster Marie Vestergaard præsterede, hvad førnævnte Mulbjerg ikke formåede: hun vandt nemlig U23-klassen – og endda i ny PR 48.72 meter. Med resultatet rykker hun op på 8. pladsen gennem tiderne og kvalificerer sig ligeledes til juli måneds NM-U23 i Norge.
Jagten på de 50 meter
Efter at en ny type spyd blev indført i 1999, er det hidtil kun lykkedes tre danske kvinder at komme over de 50 meter, selvom mange har været tæt på – ikke mindst Maria L. Jensen, som i 2009 kastede 49.99 meter. På tredjepladsen i Halle kastede Nina W. Otto (Sparta) 47.18 meter – under én meter fra PR. Tiden vil vise, hvem af de tre, der først bryder grænsen – men mon ikke det sker i år?
Flere spydkasttalenter er på vej frem. Det seneste er 17-årige Sebastian Garbrecht (Aabenraa IG), der i Halle satte PR med 58.04 meter (700 gram-spyddet).
Også de to Junior-VM kvalificerede diskoskastere, Søren Børsting (Rdrs. Freja) og Andreas Ellegaard (Sparta), gjorde en god figur med hhv. 54.11 og 53.48 meter – for begge vedkommende deres næstbedste resultat nogensinde.
International erfaring
Den danske trup ved ”Hallesche Werfertage” var ifølge Carsten Bomme fra Elitekraftcenter Øst udvalgt ud fra, om den enkelte kaster havde en realistisk chance for at nå finalen. Stævnets generelt høje niveau gjorde det dog svært, og flere af deltagerne måtte derfor nøjes med tre forsøg, hvorfor resultatet ikke blev helt som håbet. Men en god international erfaring blev høstet ved stævnet, hvis absolutte højdepunkt var mændenes diskoskast, hvor hele fire kastere var over 68 meter - med tyske Robert Harting som den bedste med forrygende 70.31 meter.
”Alt i alt var det en rigtig god og lærerig tur for de danske kastere,” siger Carsten Bomme, der var leder på turen sammen med Knud Andersen fra Elitekraftcenter Vest.
Hallesche Werfertage - Halle (DE) d. 19.-20. maj 2012
Mænd
Diskoskast - U23 A-gruppe
9. Emil Mikkelsen (Odense Atletik) 51.53 meter
Kuglestød - Junior
12. Christoffer Mikkelsen (Rdrs. Freja) 15.69 meter
Diskoskast – Junior
5. Søren Børsting (Rdrs. Freja) 54.11 meter
6. Andreas Ellegaard (Sparta) 53.48 meter
Spydkast – Junior
12. Andreas Bertelsen (Vejle IF) 60.10 meter
Spydkast – 16-17 år
7. Sebastian Garbrecht (Aabenraa IG) 58.04 meter PR
11. Mikkel Garbrecht (Aabenraa IG) 52.15 meter PR
Kvinder
Kuglestød – B-gruppe
6. Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) 15.50 meter
Hammerkast – B-gruppe
9. Meiken Greve (Sparta) 52.80 meter
Kuglestød – U23
4. Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) 16.05 meter DANSK REKORD
(15.03 x 15.27 15.39 x 16.05)
Diskokast – U23
8. Kathrine Bebe (Sparta) 48.33 meter
Spydkast – U23
1. Marie Vestergaard (Skive AM) 48.72 meter PR
3. Nina W. Otto (Sparta) 47.18 meter
Hammerkast – Junior
11. Louise Odgaard (Helsingør IF) 47.71 meter
Hammerkast – 16-17 (3kg)
7. Louise Theil Lundberg (KIF) 51.54 meter (PR)