Loading...

Nyheder 2012

Et vellykket Copenhagen Marathon 2012

22. maj 2012 · Jeppe Weinreich

Det var et vellykket og dog usædvanligt varmt marathon som Sparta i søndags afholdte i hjertet af københavn.

Hele 10.500 løbere stillede til start på Islands Brygge, og var med til at skabe en fantastisk stemning til Copenhagen Marathon 2012. Den rekord i antal gennemførte, som man havde forventet, satte sommerens pludselige indtog imidlertid en stopper for. Til gengæld blev det til rekordantal til start, en overvældende app-succes og generelt et særdeles vellykket maraton.

12.200 danske og udenlandske løbere havde været inde og tilmelde sig dette års Nykredit Copenhagen Marathon, og ud af dem mødte 10.500 op på Islands Brygge, hvor de var klar bag startstregen kl. 9.30 i morges. Og de 10.500 startere kan Sparta være ovenud tilfredse med, eftersom der aldrig før har været mere end 10.000 til start. Dermed blev der sat ny rekord. 

Løbssucces trods varme 
At man på grund af varmen så kun nåede op på 9.500 i mål og ikke de 10.000, som man havde håbet på, kan ifølge direktør i Sparta Løb, Dorte Vibjerg, ikke ændre ved, at løbet på alle andre områder var en succes.

 "At vi på grund af varmen ikke får rekord i deltagere i mål, det har vi svært ved at være kede af, når alt andet var en kæmpe succes", siger hun og fremhæver det ekstremt spændende opløb hos både kvinderne og mændene, at feltet var tilpasset den danske elite, som kunne gå ud og yde en toppræstation, samt den rekordstore tilskueropbakning. 

"Der er ingen tvivl om, at det har været et af de flotteste og mest stemningsfulde Copenhagen Marathons nogensinde". 

100.000 fulgte løbet 
Desuden kan Sparta glæde sig over generelt mange positive tilbagemeldinger og reaktioner fra tilskuere og beboere, hvad angår løbets afvikling. Også den nylancerede app viste sig voldsomt populær, ligesom den forbedrede live formidling forløb vellykket. Op mod 100.000 fulgte løbet enten ude på ruten eller live via app'en eller copenhagenmarathon.dk.

Vinderen af løbet blev den 39 årige Spartaner Martin Parkhøi, der kom i mål med en tid på 2.24.49. På de næste pladser i DM kom hans to klubkammerater fra Sparta, Lars Budolfsen og Tom Kristensen. Kvindernes Copenhagen Marathon blev vundet af ireren Barbra Sanchez i tiden 2.41.18, mens Lene Hjelmsø, Sparta, på andenpladsen blev dansk mester. Hun løb i tiden 2.45.17.

Se resultater, billeder og stemningsvideo fra årets Copenhagen Marathon, her

© Copyright Dansk Atletik Forbund