Loading...

Nyheder 2012

Ekelund-Arenander 46,24 sek.!!

24. maj 2012 · Jeppe Weinreich

Hurtigste 400 meter af en dansker i 32 år.

En af dansk atletiks ældste rekorder er i overhængende fare. Det understregede den 23-årige sprinter Nick Ekelund-Arenander (KIF) torsdag aften ved Hyundai Grand Prix i Oslo, da han vandt 400 meteren i 46,24 sek. Tiden er den næsthurtigste nogensinde i dansk sammenhæng og overgås kun af de 45,89 sek., som rekordholderen Jens Smedegaard løb på i kvartfinalen ved OL i Moskva 1980.

Med tiden kom Ekelund-Arenander klart under kravet til sommerens EM, mens OL-kravet lyder på 45,90 sek. Danskeren figurerer imidlertid ikke i den officielle danske OL-bruttotrup.

”Det var et perfekt løb under perfekte vejrforhold. Nu har jeg klaret et af sæsonens delmål, som var EM-kvalifikationen, og det er virkelig lækkert,” siger Nick Ekelund-Arenander, der startede på bane 4 og allerede efter 200 meter havde lagt konkurrenterne bag sig.     

Perfekte vejrforhold
Tiden kan ikke siges at komme helt uventet. Han åbnede således sin sæson i Sverige den 8. maj med 47,09 sek. i stærk kulde og blæst. Torsdag aften ved 18-tiden på det legendariske Bislett Stadion var vejrholdene helt anderledes lune og perfekte, og det gav altså et helt anderledes resultat. Faktisk blev det til dansk dobbeltsejr, da den regerende danske mester Nicklas Hyde (Sparta) kom ind som nr. 2 i 46,88 sek. Det lover særdeles godt for 4x400 meter landsholdet (med Jacob Riis og Andreas Bube som de øvrige løbere), der i Grand Prix-seriens 2. afdeling i Florø d. 2. juni vil forsøge at forbedre den danske rekord. 

”Dagens resultat bekræfter os i, at vi gør det rigtige,” siger Christian Trajkovski. ”Uanset hvad, er Nick nu EM-klar. Næste mål må så være OL. Vi er ikke mætte nu, men blot blevet mere sultne.”

Trajkovski vinder længdespring
Alt i alt var det en flot dansk dag i den norske hovedstad. Ud over dobbeltsejren på 400 meter vandt Andreas Trajkovski (KIF) længdespring med karrierens næstbedste resultat 7.63 meter – blot 6 cm fra PR. På 100 meter blev han 2’er i A-heatet i 10,69 sek., mens Mike Kalisz (Sparta) og Frederik Thomsen (Ballerup AK) i B-heatet fik noteret hhv. 10,75 og 10,79 sek. Sidstnævnte resultat er personlig rekord. De tre herrer sejrede desuden på 4x100 meter med Nicklas Hyde på holdet i den fine tid 40,26 sek. 

Hyundai Grand Prix 1. afdeling – Oslo, d. 24. maj 2012
Resultater

Mænd
100 meter
A-heat (+1,2 m/s)
2. Andreas Trajkovski (KIF) 10,69 sek.
B-heat (+0,6 m/s)
2. Mike Kalisz (Sparta) 10,75 sek.
3. Frederik Thomsen (Ballerup AK) 10,79 sek. PR

400 meter
A-heat
1. Nick Ekelund-Arenander (KIF) 46,24 sek. PR
2. Nicklas Hyde (Sparta) 46,88 sek.

Længdespring
1. Andreas Trajkovski (KIF) 7.63 meter (+1,1 m/s)

4x100 meter
1. Danmark (Trajkovski, Hyde, Kalisz, Thomsen) 40,26 sek.

Kvinder
100 meter hæk (-1,1 m/s)
5. Mathilde Heltbech (Helsingør IF) 14,65 sek. PR

Længdespring
3. May Zerzut (Helsingør IF) 5.54 meter

Hele resultatsiden

Nick Ekelund-Arenanders udvikling på 400 meter:
2008: 49,04 sek.
2009: 48,72 sek.
2010: 47,76 sek.
2011: 46,86 sek.
2012: 46,24 sek.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund