Morten Jensen fortrøstningsfuld trods beskeden sæsonåbning
25. maj 2012 · Jeppe Weinreich
7.57 meter måtte den danske længdespringer nøjes med ved fredagens stævne i Dessau, hvor Rikke Rønholt løb den hurtigste danske tid på 800 meter siden 2008.
7.57 meter må umiddelbart betegnes som en beskeden sæsonåbning for længdespringer Morten Jensen (Sparta). Resultatet fredag aften i tyske Dessau siger dog ikke meget om sidste års EM-sølvvinders øjeblikkelige form. Kun ét af springene var nemlig godkendt; de andre – som resulterede i et X – lover nemlig godt for sæsonen, mener den 29-årige længdespringer.
”Resultatmæssigt er det under niveau, men jeg tror alligevel på en god sæson. Springmæssigt var det nemlig klart min bedste sæsonåbning til dato,” siger Morten Jensen, der nu ser frem mod søndagens konkurrence ved Europa Cup’en i Slovakiet.
Hurtigste tid i fire sæsoner
Rikke Rønholt (Sparta) fortsatte ved samme stævne sit forbløffende comeback, da hun blev nr. 3 på 800 meter i tiden 2:03,71 min. – 0,11 sek. hurtigere end i Manchester sidste weekend og dermed den hurtigste tid siden 2008. Også for hende gælder det, at resultatet ikke helt siger noget om hendes potentiale.
”Udlægget var alt for langsomt, og jeg bliver fanget bag feltet med over 61 sekunder på første omgang. Det meste af anden omgang bruger jeg så på at overhale de andre, og jeg får da også taget nogle skalpe,” siger Rikke Rønholt, der skal løbe 2:01,30 min. for at komme til OL.
”Selv om tiden i dag er dårlig, siger det noget om min form, at jeg kan løbe det på den måde,” slutter den 36-årige veteran, som endnu venter på at få bekræftet sine kommende starter.