Loading...

Nyheder 2012

Stærkt herrehold skal sikre Sparta oprykning

25. maj 2012 · Jeppe Weinreich

Flere OL-kandidater er med for Sparta ved weekendens Europa Cup i Slovakiet, mens Sara Slott Petersen lørdag løber sin favoritdistance i Flandern.

Torsdagens flotte 400 meter i Oslo var en fornem optakt til en spændende weekend for dansk atletik. Allerede i aften kommer Morten Jensen (Sparta) i aktion, når han for første gang denne sæson springer længdespring. Det sker ved det traditionsrige stævne Anhalt i tyske Dessau.

Et halvt landshold til start i Slovakiet
Sæsonen 2012 byder som noget nyt IKKE på nogen landskamp. Det tætteste man kommer, bliver weekendens Europa Cup i Dubnika, Slovakiet, hvor Sparta hos mændene stiller med et slagkraftigt hold, som må være favoritter til at rykke op. Blandt esserne på holdet er bl.a. førnævnte Morten Jensen i længdespring, Rasmus W. Jørgensen i stangspring, Anders Møller i trespring og Kim Juhl Christensen i kuglestød. Glemmes må heller ikke Nicklas Hyde, der med torsdagens 400 meter på 46,88 sek. fik sin hidtil hurtigste sæsonåbning. Hos kvinderne åbner stangspringer Caroline Bonde Holm ligeledes sin sæson.

Sara Slott til start i Belgien
Med kun lidt over to måneder til sin olympiske debut løber Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) sæsonens første 400 meter hæk. Det sker i Oordegem (BEL) lørdag, hvor den danske rekordholder er seedet som etter. Hendes klubkammerat Peder P. Nielsen er draget til Polen, hvor han søndag springer trespring ved Durasan Grand Prix i byen Plonsk, mens Stina Troest (Amager AC) figurerer på startlisten til 2. Pinsedags stævne i tyske Rehlingen.

Som tidligere nævnt her på siden, sker der også meget herhjemme med to store ungdomsstævner i hhv. Helsingør og Herning. Ved sidstnævnte stævne er der to interessante starter i skikkelse af de to Aarhus 1900-atleter Trine Mulbjerg i kuglestød og Janick Klausen i højdespring.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund