Loading...

Nyheder 2012

Spartas herrer er tilbage i den bedste række

28. maj 2012 · Jeppe Weinreich

Klubben sikrede sig søndag oprykning efter en solid indsatsor i Slovakiet, hvor Ole Hesselbjerg fik ram på en 45 år gammel rekord, mens hammerkaster Meiken Greve for første gang kom over de 60 meter.

Spartas herrer er tilbage i den bedste europæiske liga. Det blev en realitet, da klubben søndag efter en solid indsats i slovakiske Dubnica sluttede som næstbedste klub. Kun franske Entente Franconville var bedre end klubben fra Østerbro.

Hesselberg sletter 45 år gammel rekord 
Indtil flere disciplinsejre blev det til for Sparta. Mest opsigtsvækkende var det, at Ole Hesselbjerg kunne vinde forhindringsløbet i 8:52,87 min. Dermed fik han endelig ram på den danske U23-rekord, som blev sat tilbage i 1967 (!) og lød på 8:53,2 min.

I kuglestød viste Kim Juhl Christensen, at den gode form er ved at melde sig med vinderresultatet 19.20 meter og to andre stød på 19.11 og 18.97 meter. Det var hans bedste resultat siden den 8. februar.

Årsbedste til Morten Jensen
Efter 7.57 meter fredag i Dessau øgede Morten Jensen i længespring til 7.68 meter. Tilløbet volder dog stadig problemer, og således var de 7.68 hans eneste godkendte forsøg. Det var dog nok til sejren for Morten, der har sin næste konkurrence i tyske Bad Langensalza førstkommende søndag.

Det forlyder fra Slovakiet, at vinden skiftede meget til stor gene for springerne. I stangspring måtte Rasmus W. Jørgensen nøjes med 5.20 meter, hvilket dog var nok til sejren, mens trespringer Anders Møller blev toer i sin sæsonåbning med 15.59 meter.

Meiken Greve bryder magisk grænse
Spartas kvinder forbliver som ventet i B-gruppen, men de gjorde en overraskende god indsats og sluttede som nr. 4 efter i lang tid at have ligget på andenpladsen. I hammerkast lykkedes det Meiken Greve som den blot anden danske kvinde gennem tiderne at slynge redskabet over 60 meter stregen. Med 60.10 meter forbedrede hun sin seks år gamle PR med en lille halv meter, og med Vanessa Mortensens danske rekord (2006) på 62.49 meter bør det ikke være svært at få øje på det næste mål.

I stangspring åbnede OL-kandidaten Caroline Bonde Holm sæsonen med 4.20 meter, mens svenske Erica Jarder imponerede stort med ny PR 6.48 meter i længde – i fjerde og sidste forsøg efter tre overtrådte! Dermed mangler hun nu kun 7 cm i at opfylde det svenske EM-krav.

Resultatliste

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund