Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 05-29 Kim Juhl Christensen på rette kurs
Kim Juhl Christensen på rette kurs
29. maj 2012 · Jeppe Weinreich
19.73 meter og en sejr blev det tirsdag aften i Estland til for den 28-årige kuglestøder.
Kuglestøder Kim Juhl Christensen er kommet på rette kurs igen efter en lille formnedgang. Det viste han tirsdag aften, da han vandt et kuglestødsstævne i Estland med 19.73 meter – hans bedste notering siden starten af februar.
Resultatet er blot 27 cm fra OL-kravet. Et krav, som han allerede klarede sidste år i august ved Copenhagen Athletics Games, hvor han stødte 20.06 meter. Feltet ved den lejlighed havde dog ikke det fornødne niveau til at være kvalifikationsgivende. Derfor håber den 28-årige kuglestøder med bopæl i svenske Växjö at fjerne al tvivl om sin OL-berettigelse ved Diamond League i Oslo d. 7. juni, hvor hans start er blevet bekræftet.
EM er et hovedmål
”Det begynder at ligne noget, og jeg håber nu at kunne fortsætte stimen,” siger den danske kuglestøder, som sidste weekend åbnede med 19.20 meter i Slovakiet. Selvom OL-deltagelse selvsagt er en stor ting, anser han dog EM i Helsingfors (27/6-2/7) som et hovedmål.
”Ved EM ser jeg det sådan, at jeg har en rigtig god mulighed for at nå finalen,” lyder det fra Kim Juhl Christensen, der styrkemæssigt aldrig har været bedre. Forklaringen på formnedgangen har haft en mental årsag. Det er der blevet arbejdet meget med, og noget tyder på, at det er ved at give pote.
Kan fortsætte hvor Olsen slap
Efter OL i 1920 var dansk atletik ikke repræsenteret i kuglestød i 80 år, indtil Joachim B. Olsen kom op på scenen med OL-deltagelse tre gange i træk fra 2000-2008. Nu kan Kim Juhl Christensen måske fortsætte, hvor den danske rekordholder slap.
BIGBANK Kuldliiga – Tartu, Estland d. 29. maj
Kuglestød
1. Kim Juhl Christensen, DEN-Sparta 19.73 meter
2. Andrey Borodkin, Ukraine 19.56 meter