Loading...

Nyheder 2012

DL Rom: 800 meter som dessert

31. maj 2012 · Jeppe Weinreich

Andreas Bube kommer først i aktion kl. 22.02 ved torsdagens Diamond League i Rom.

Set med danske briller, er det bedste lagt til sidst, når TV2 Sport torsdag aften blænder op for Diamond League i Rom. Først kl. 22.02 skydes A-heatet på 800 meter i gang, og igen er det med Andreas Bube (Bagsværd AC) til start i det, der for hans vedkommende bliver karrierens fjerde start i stævneserien.

Gengangere
Ved den seneste optræden i regnvejr i Shanghai opnåede det danske OL-håb med en 4. plads sin hidtil bedste placering. Et kig på startlisten afslører en del gengangere fra de forrige møder. Her er de to unge kenyanere, Kosencha og Kitum, der netop i Shanghai tog en suveræn dobbeltsejr. Spanske Reina (nr. 4 i Doha) har hidtil også haft krammet på Bube, selvom der ikke været langt mellem de to. Også briten Osagie besejrede Bube i Doha. Til gengæld slog Bube overraskende den polske europamester Lewandowski i deres seneste møde. Denne viste dog med 1:44,34 min. i Hengelo forleden fornyet styrke. Og endelig er der en ubekendt faktor i skikkelse af den hollandske europamester fra 2006, Bram Som, som i Rom gør sin første start i år. Altså et uhyre spændende løb på det stadion, hvor Tom B. Hansen ved EM i 1974 vandt sølv på 1500 meter.

Efter Rom drager Bube til Florø i Norge, hvor han lørdag skal løbe 4x400 meter med resten af landsholdet. Mere om weekendens mange starter følger i morgen.
 
Diamond League – Rom d. 31. maj
Startliste 800 meter M

TV2 Sport sender direkte fra kl. 20.00-22.15 (m. Thomas Hoffmann som medkommentator)

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund