Loading...

Nyheder 2012

Heroisk fight af Abdi

04. juni 2012 · Jeppe Weinreich

Med tiden 28:57,06 min. søndag i Bilbao missede Abdi Hakin Ulad EM-kravet på 10000 meter med sølle to sekunder. Ny PR til Michael Nielsen.

En placering i B-heatet for Danmarks stærkeste kort ved European Cup 10000m i Bilbao, Abdi Hakin Ulad, kostede måske en EM-kvalifikation. Korsør AM-løberen med de somaliske rødder kæmpede heroisk under søndagens løb, men manglede med 28:57,06 min. i sidste ende to sekunder i at sikre sig billet til EM.

Ifølge leder på turen, Heidi Jensen, løb haren en anelse for langsomt og gik desuden lidt for tidligt ud – ved 6,4 km i stedet som aftalt ved 7 km. Herfra måtte Abdi kæmpe en ensom kamp mod uret, der endte med en sejrsmargin må hele 40 sekunder. Men under alle omstændigheder en flot ny PR – stort set identisk med de 28,57 min., som han løb på landevej i Holland for to måneder siden.

PR til Michael Nielsen – styrt af Them 
Længere nede i feltet på en 4. plads fortsatte Michael Nielsen (AGF) rækken af gode præstationer ved at sætte PR med 29:39,88 min. – knap 8 sek. hurtigere end på Østerbro for 16 dage siden. Johan Damkjær (AGF) og Henrik Them (Sparta) kom ind som nr. 11 og 12 i hhv. 30:04,20 og 30:06,42 min. Sidstnævnte tid var faktisk en lille PR-forbedring på bane, hvilket dog næppe var tilfredsstillende for Henrik Them, der var stærkt uheldig ved 4 km.

”Efter 4 km blev jeg fældet og hamrede knæet ned i banen, imens en anden var så venlig at lande ovenpå mig. Derefter var det op ad bakke, og jeg måtte kæmpe mig hjem med smerter,” udtaler Them på Facebook.

European Cup 10000m – Bilbao (ESP) d. 3. juni 2012
B-heat M - resultatliste

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund