Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 06-12 Fantomtid af 14-årig
Fantomtid af 14-årig
12. juni 2012 · Jeppe Weinreich
Et helt ubeskrevet navn imponerede stort ved weekendens Eurotrack på Frederiksberg Stadion.
Hver sæson dukker der nye talenter op i dansk atletik, men det er sjældent, at de gør det så uventet og opsigtsvækkende, som det var tilfældet ved weekendens Eurotrack på Frederiksberg Stadion. Her hamrede Kristoffer Hari (Hvidovre AM) nemlig en 100 meter af i den for en 14-årig mildt sagt forbløffende tid 11,06 sek. – endda i en modvind på 1,5 m/s!
I finalen forbedrede Kristoffer – i hvad der blot var hans andet stævne nogensinde – tiden til 10,93 sek., omend med for meget medvind i ryggen (+4,3 m/s). Tiden fra det indledende heat er naturligvis ny dansk årgangsrekord (15 år). Faktisk fylder Kristoffer først 15 år den 23. december, hvilket ikke gør præstationen mindre imponerende.
Stefan Hari
Hvis folk med et indgående kendskab til dansk atletik synes, at navnet Hari virker bekendt, så er det ikke et tilfælde. Kristoffers far, Stefan, som oprindelig kommer fra Rumænien, var i sin tid selv en god sprinter i hjemlandet og har desuden arbejdet som sprinttræner i flere danske klubber. For god ordens skyld skal det lige nævnes, at Kristoffer er dansk statsborger.
Næste stævne for Kristoffer Hari bliver Lyngby Games, som finder sted førstkommende weekend.