Loading...

Nyheder 2012

Intet EM for Peder P. Nielsen

17. juni 2012 · Jeppe Weinreich

Hverken i Finland eller Rusland var betingelserne søndag til stede for en EM-kvalifikation på falderebet.

En håndfuld danske topatleter havde søndag ikke heldet med sig, da de gjorde et sidste forsøg på at indfri de respektive EM-krav. I finske Somero forsvandt chancerne bogstavelig talt i en endeløs regn, som gjorde det umuligt at præstere på højt niveau. Mikkel M. Nielsen (Sparta) blev toer ved at klare 5.00 meter, mens Rasmus W. Jørgensen (Sparta) rev ned tre gange på sin starthøjde 5.00 meter. Fem af de otte stangspringere i konkurrencen endte med resultatet NH – no height!

Samme ærgerlige resultat fik Caroline Bonde Holm (Sparta), der startede på 3.80 meter. Bedre gik det for Iben Høgh-Pedersen (Rdrs. Freja, der med 3.95 meter kunne sejre i konkurrencen.

Peder P. Nielsen 16.23 meter
I Moskva var der tørvejr og 23 grader, men en hel del vind kom til at præge resultatniveauet. Trespringerne havde modvind, og arrangørerne ville ikke vende tilløbsbanen af hensyn til de opstillede tv-kameraer. Peder – som i Oslo for nylig havde for meget vind med sig – havde nu vinden imod sig og måtte nøjes med 16.23 meter og en udmærket 3. plads. Men altså langt fra EM-kravets 16.60 meter.

På 400 meter havde de to spartanere Nicklas Hyde og Jacob Riis fået de to yderste baner. Efter at have tabt til Riis i sine seneste to stævner var Hyde i dag klart hurtigst og sluttede som nr. 7 i 47,24 sek. med Riis et pænt stykke efter sig.

Styrt af Bueno
Andreas Bueno (Aarhus 1900) mødte op med selvtillid efter sin nyligt satte PR, men omstændighederne var ikke til hurtige tider, og da Bueno samtidig var tæt på at styrte efter 200 meter, var løbet kørt for ham, og han kom i mål som nr. 12 i 3:47,10 min. – syv sekunder fra vinderen. 

Znamensky Memorial – Moskva (RUS) d. 17. juni

400 meter
Heat 2
1. Vladimir Krasnov, Rusland 46,15 sek.
7. Nicklas Hyde, DK-Sparta 47,24 sek.
8. Jacob Riis, DK-Sparta 48,08 sek.

1500 meter
1. Abiyote Abinet, Etiopien 3:40,02 min.
12. Andreas Bueno, DK-Aarhus 1900 3:47,10 min.

Trespring M
1. Aleksey Fyodorov, Rusland 16.55 meter
2. Aliaksei Tsapik, Hviderusland 16.48 meter
3. Peder P. Nielsen, DK-Aarhus 1900 16.23 meter

Stangspringskarneval – Somero (FIN) 17. juni
Stangspring M
1. Olli Ranikko, Finland 5.15 meter
2. Mikkel M. Nielsen, DK-Sparta 5.00 meter
- Rasmus W. Jørgensen, DK-Sparta NH

Stangspring K
1. Iben Høgh-Pedersen, DK-Rdrs. Freja 3.95 meter
3. Line Renée Jensen, DK-Rdrs. Freja 3.60 meter
- Caroline Bonde Holm, DK-Sparta NH

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund