Loading...

Nyheder 2012

Sort dag for Andreas Martinsen

17. juni 2012 · Jeppe Weinreich

Hækkeløbshåbet satte dansk årsbedste med 14,16 sek. - men blev skadet undervejs. I Sverige viste kuglestøderne Christensen og Mulbjerg endnu engang højt niveau.

Lige som topformen for første gang i denne sæson begyndte at vise sig, sluttede det lørdag aften for Andreas Martinsen (AK Holstebro). Den 21-årige hækkeløber løb ellers fremragende i sit indledende heat på 110 meter hæk ved et stævne i østrigske Ried, da en gammel skade i hælen brød op umiddelbart efter den sidste hæk. Han fik kæmpet sig i mål i nyt dansk årsbedste 14,16 sek. – endda i let modvind – men må nu formentlig se frem til en længere pause. Ærgerligt for Martinsen, der efter en flot sæson indendørs var spået en god mulighed for at komme med til EM – og endda figurerede i den danske bruttotrup til OL.

”Det føltes som om, jeg rammer den sidste hæk meget voldsomt med hælen, men da jeg er kommet over målstregen ser jeg så, at hækken stadig står helt uberørt,” siger Andreas, der efterfølgende var en tur på hospitalet for at sikre sig, at der ikke var tale om noget brud. Problemerne med hælen opstod umiddelbart efter indendørssæsonen og har træningsmæssigt sat ham meget tilbage.

”Nu må vi se tiden an. Lige nu ser det lidt sort ud, jeg kan ikke støtte på foden og går og halter. Det er bittert, men sådan er gamet,” lyder det fra Andreas. 

Årsbedste til Yde Bentsen
Bedre gik det så for træningsmakkeren Jon Yde Bentsen (Aalborg AM), der kvalificerede sig til B-finalen, som han vandt i nyt årsbedste 14,48 sek. (-0,7 m/s) – 0,21 sek. fra den PR, han satte i fjor.

Kim og Trine fortsætter det høje niveau
På førstedagen af det svenske kastetræf i Bottnaryd tog Kim Juhl Christensen (Sparta) sin anden sejr på tre dage, da han slog de bedste svenskere med et stød på 19.73 meter – en tangering af det danske årsbedste, som han satte i Estland i slutningen af maj. Næste gang han støder, bliver ved EM i Helsingfors.

Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) fortsatte sin fine stime af topresultater, da hun blev nr. 2. hos kvinderne med 15.85 meter. Hendes seneste fire konkurrencer er samtidig de fire bedste af en dansk kuglestøder gennem tiderne: Halle (20/5) 16.05m – Raasepori (6/6) 15.85m - Hvidovre (8/6) 15.80m – Bottnaryd (16/6) 15.85m. Men altså ikke nogen EM-billet (krav:16.40m) til Trine, som samtidig må vente lidt på at kunne kalde sig Nordens bedste. 36-årige Helena Engmann (SWE) imponerede nemlig ved at vinde konkurrencen med 17.50 meter.

Andreas Trajkovski – 7.53w
På førstedagen af Lyngby Games stod Andreas Trajkovski (KIF) for det bedste resultat, da han vandt længdespring med 7.53 meter (+2,1 m/s).  

Leichtathletiknacht – Ried (AUT) d. 16. juni – resultatliste

Bottnarydskastet – Bottnaryd (SWE) d. 16. juni – resultatliste

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund