Loading...

Nyheder 2012

Frederik Thomsen i rekordhumør

23. juni 2012 · Jeppe Weinreich

Med 10,57 sek. tangerede Ballerup-sprinteren lørdag i Mannheim den 15 år gamle danske juniorrekord på 100 meter, inden han på sidsteturen af stafetten var medvirkende til endnu en rekord.

Frederik Thomsen (Ballerup AK) var lørdag involveret i hele to danske juniorrekorder i Mannheim. Først vandt han sit indledende heat på 100 meter i stærke 10,57 sek. (+0,6) og tangerede dermed Benjamin Hechts 15 år gamle rekord. Efter 10,63 sek. og en tredjeplads i finalen sluttede han dagen af med at løbe en fremragende sidstetur for det danske 4x100 meter landshold, som kom i mål i 41,10 sek. - en forbedring på 0,62 sek. af den rekord, som blev sat ved sidste års Junior-NM på Østerbro.

"Det kommer lidt bag på mig, at de løb så stærkt. Skiftene var o.k. Men det er virkelig Andreas og Frederik, der tager slæbet," lyder det fra træner Christian Trajkovski.

Asger Gerrild sætter kæmpe-PR
Stærkt medvirkende til rekorden var også Andreas Trajkovski (KIF), som ligeledes løb en flot andentur - efter at have sat årsbedste med 10,66 sek. i det indledende 100 meter heat. Nye på holdet - der nu er kvalificeret til Junior-VM - i forhold til i fjor var Asger Gerrild (KIF) og Emil Strøm (Sparta). Netop Gerrild havde inden stafetten imponeret stort ved at løbe 48,51 sek. på 400 meter. Dermed har den tidligere Herlufsholm-atlet på mindre end tre uger skåret 1,75 sek. af sin personlige rekord! Kravet til Junior-VM er dog så skrapt som 47,95 sek.

Heltbech fik has på VM-kravet
På pigernes 100 meter hæk hedder VM-kravet 14,20 sek. Efter at have haft uheldet med sig i form af dårligt vejr og vind tidligere på sæsonen passede alting perfekt i dag for Mathilde Heltbech (Helsingør IF), der med 2,0 m/s i ryggen fik noteret ny PR 14,03 sek. i det indledende heat og altså nu er klar til Junior-VM.

Alt i alt en flot dansk dag ved Junioren-Gala, som fortsætter søndag, med bl.a. Janick Klausen (Aarhus 1900) i højdespring og en længdespringsduel mellem førnævnte Trajkovski og Thomsen på plakaten. Arrangørerne har desuden sat en ekstra 4x100 meter på programmet, og her får det danske hold endnu en mulighed for en ny rekord. (Konkurrencerne kan følges live fra 10.30 via dette link).

Junioren-Gala - Mannheim d. 23.-24. juni
1. dag

100 meter - indl.
Heat 1 (+1,6)
3. Andreas Trajkovski (KIF) 10,66 sek.
Heat 2 (+0,6)
1. Frederik Thomsen (Ballerup AK) 10,57 sek. DANSK JUNIORREKORD (tangering)
Heat 6 (+0,6)
5. Simon Mathiasen (Hvidovre AM) 11,32 sek.
A-finale (0,0)
3. Frederik Thomsen 10,63 sek.
B-finale (-0,6)
4. Andreas Trajkovski 10,85 sek.

400 meter
Heat 1
3. Asger Gerrild (KIF) 48,51 sek. PR
(samlet nr. 20)

Diskoskast A-gruppe
6. Andreas Ellegaard (Sparta) 52.91 meter
8. Søren Børsting (Rdrs. Freja) 52.10 meter

4x100 meter
Heat 2
2. Danmark (Gerrild, Trajkovski, Strøm, Thomsen) 41,10 sek. DANSK JUNIORREKORD

Piger

100 meter hæk indl.
Heat 3 (+2,0)
5. Mathilde Heltbech (Helsingør IF) 14,03 sek. PR 
C-finale (-0,5)
3. Mathilde Heltbech 14,23 sek.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund