Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 06-24 Marie bryder 50 meter-grænsen
Marie bryder 50 meter-grænsen
24. juni 2012 · Jeppe Weinreich
Med 50.63 meter i spydkast stod 21-årige Marie Vestergaard for det flotteste resultat på førstedagen af de Vest- & Østdanske Ungdomsmesterskaber.
Med 50.63 meter i første hug blev Marie Vestergaard (Skive AM) lørdag den blot fjerde danske kvinde over 50 meter i spydkast siden 1999 (hvor en ny spydtype blev indført). Det skete ved de Vestdanske Ungdomsmesterskaber på hjemmebanen Skive Stadion, hvor det 21-årige talent sikrede sig guldet i ungseniorklassen. Dermed har hun nu forbedret sig med mere end 6 meter denne sæson, og kastet - det længste herhjemme, siden at Christina Scherwin stoppede karrieren i 2008 - er desuden ny dansk U23-rekord.
- I kuglestød bekræftede Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) igen sit høje niveau med vinderstødet 15.61 meter.
- I 14-15 års klassen imponerede Benjamin Lobo Vedel (Aalborg AM) med tre guldmedaljer på så forskellige distancer som 100 meter (11,78s (-2,0)), 800 meter (2:01,98min) samt 300 meter hæk (41,87s).
- 18-årige Jakob Dybdal Abrahamsen (Aarhus 1900) skar i sit blot tredje forsøg på 3000 meter forhindring 16 sekunder af sin PR, som nu lyder på 9:33,51 min. En tid, der placerer ham som nr. tre blandt seniorerne i år.
- Tredobbelt sejr til Kolding KFUM er ikke hverdagskost. Men det var tilfældet på de 14-15 åriges 1500 meter - med Michela Damm som den hurtigste (4:53,94min).
ØST: Ung hækkeløber imponerer
Ved de Østdanske Ungdomsmesterskaber i Greve satte 15-årige Mathias Mørk (Helsingør IF) en flot PR, da han vandt 100 meter hæk i 13,75 sek.- blot 0,18s fra den danske årgangsrekord. I samme aldersklasse viste Mathias Hagen (IK Hellas) sin store alsidighed som kaster med tre guld i hammer (45.26m), kugle (15.46m) og spydkast (50.92m). Ved de østdanske mesterskaber i kastemangekamp for nylig var han over den eksisterende ungdomsrekord, men eftersom han er tysk statsborger, kan han ikke tage rekorden.
- Hos de 14-15 årige piger forbedrede Nikoline Skifter Andersen (AK Delta) 14-års rekorden i trespring til 11.35 meter. Umiddelbart efter nåede hun ud på 11.52 meter, men havde her uheldige +2,1 m/s i ryggen.
Flere af de mange fine resultater fra 1.dagen kan ses på følgende link (hvor der er live-opdatering med søndagens resultater): VEST - ØST