Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 06-27 EM 2012: Fornem dansk førstedag
EM 2012: Fornem dansk førstedag
27. juni 2012 · Dansk Atletik Forbund
Førstedagen ved europamesterskaberne i atletik resulterede i lutter fremgange for det danske hold. Således blev de fire danske starter til en finalekvalifikation og tre kvalifikationer til semifinaler.
Første dansker i aktion var kuglestøderen Kim Juhl Christensen. Efter 18,83 meter som bedste notering efter to forsøg, var kravet klart for Kim, som var sidste kuglestøder i kvalifikationskonkurrencen: 19,34 meter eller ingen finale. Og Kim leverede i den grad varen: 19,69 meter resulterede i en samlet sjetteplads i kvalifikationen og en plads i finalen, som finder sted fredag kl. 20.20 dansk tid!
Næste dansker på det olympiske stadion i Helsinki var 400 meter løberen Nick Ekelund-Arenander, som var med i en af dagens mest dramatiske discipliner. Således viste den utraditionelle form på stadion, som vel nærmest kan beskrives som havende kurver med indlagt langside, at volde deltagerne i netop mændenes 400 meter store problemer. Mere end 20 % af deltagerne blev således diskvalificeret for at træde ind på banen indenfor.
Blandt disse fandtes heldigvis ikke Nick, som efter et meget hårdt udlæg med 46,78 s og en tredjeplads i sit heat sikkert gik videre til torsdagens semifinale (kl. 17.40 dansk tid).
Også Sara Petersen præsterede som håbet i den danske lejr. Sara lagde også hurtigt ud, og var aldrig væk fra topstriden i sit heat. Sluttiden 56,58 sekunder rakte til en andenplads og en plads i morgendagens semifinale (kl. 9.30 dansk tid).
Sidst i aktion blandt de danske deltagere i dag var 800 meter løberen Andreas Bube. Taktikken var på forhånd lagt ud fra en tanke om at slippe så nådigt igennem indledende heat som muligt, hvilket lykkedes perfekt. Briten Gareth Warburton lagde med det samme afstand til det øvrige felt, mens Bube koncentrerede sig om at holde sig fremme og vente på, at de andre indledte spurten. Da det skete, var Bube yderst overbevisende i sin afslutning, som emmede af overskud. Andenpladsen kom i hus med 1.46,51 minutter, hvilket var dagens næst hurtigste tid, kun overgået af Warburtons 1.45,80 minutter.
Bube løber semifinale torsdag kl. 17,05 dansk tid.
Alt i alt en dansk førstedag, hvor alt gik som håbet. Stor kredit til de danske atleter, som har givet den bedst mulige start på dette EM for dansk atletik.