Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 06-29 EM dag 4: Wejnold og Bueno i ilden
EM dag 4: Wejnold og Bueno i ilden
29. juni 2012 · Jeppe Weinreich
To danskere har endnu ikke været i aktion under EM. Det kommer de lørdag.
Med Morten Jensens finalekvalifikation vil dansk atletik også være repræsenteret på den sidste dag af EM. Om længdespringeren bliver den eneste i konkurrence søndag bliver afgjort lørdag, hvor de to sidste danskere kommer i aktion.
Stangspring – kl.12.15
Rasmus W. Jørgensen kom med lidt held med til EM via en venteliste. For to år siden i Barcelona gjorde han det fremragende med ny PR 5.50 meter, hvilket dog ikke rakte til finale. I sin seneste konkurrence viste han, at han er i god form, og at en OL-billet er inden for rækkevidde. Det kræver et spring på 5.60 meter, hvilket også er den højde, som finalekravet er sat til. Rasmus springer som nr. 5 i gruppe B.
1500 meter – kl. 12.45
23-årige Andreas Bueno debuterer ved et internationalt mesterskab, når han lørdag over middag løber 1500 meter. Der er direkte semifinaler, hvor 1900-løberen er havnet i den første. Fra hvert heat går de første fire videre, mens yderligere fire løbere fra de to heat går til søndagens finale via tid. Seedet som nr. 11 ud af 14 løbere i det første heat må chancerne for en finaleplads på forhånd siges at være små, selvom Bueno ved flere lejligheder har vist stor styrke i en lang spurt.