02. juli 2012 · Jakob Larsen
Europamesterskaberne blev et sjældent set godt mesterskab for de danske atleter.
Det er nok de færreste, som ikke har bemærket de danske fremgange ved EM i Helsinki. Anført af Andreas Bubes formidable indsats med EM-sølv blev det til yderligere 3 finaleplaceringer og en samlet indsats, som på alle områder indikerer, at generationsskiftet fra de tidligere topnavne i dansk eliteatletik er gennemført med succes.
Som nævnt blev det til fire danske finalepladser (Andreas Bube, Rasmus W. Jørgensen, Morten Jensen og Kim Juhl Christensen). Derudover var både Sara Petersen og Andreas Bueno "første udøver udenfor finalen".
Med syv af vore ni deltagere placeret i top 14 leverede det danske hold en indsats, som på den konto ikke er set bedre siden 1950(!).
Værd at bemærke er også, at ingen af de danske deltagere placerede sig dårligere end deres forventede placering ud fra deltagernes årsbedste, og at 6 af de 9 formåede at avancere fra indledende heat eller kvalifikationskonkurrence.
Den 3. august indledes de olympiske atletikkonkurrencer. Konkurrencerne i London vil vise, at modstanderne også har forberedt sig optimalt, at vi stadig har et stort stykke arbejde, der skal gøres. Der bliver ikke givet ved dørene, når verdens bedste atleter samles til et OL.
I skrivende stund er 4 danske atleter udtaget til legene (Andreas Bube, Jesper Faurschou, Jessica Draskau Petersson, Sara Petersen). Om det bliver til flere, vil de næste dage vise. Men uanset hvem og hvor mange der skal repræsentere dansk atletik i London, fik vi den bedst tænkelige generalprøve i løbet af de fem dage i Helsinki. Det kan vi glæde os over nu - og så give vore OL-atleter den bedst mulige støtte og opbakning frem mod London.
Fra Dansk Atletik Forbund ønsker vi vore EM-deltagere, deres trænere og foreninger et stort tillykke med en fornem indsats - vi glæder os alle til fortsættelsen.