Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 07-04 Morten Jensen fik 7.84m i græsk hede
Morten Jensen fik 7.84m i græsk hede
04. juli 2012 · Jeppe Weinreich
Længdespringer Morten Jensen (Sparta) fortsatte onsdag på Kreta de gode takter, han viste ved EM for nylig, da han i Chania fik noteret sæsonens næstbedste resultat med 7.84 meter – opnået i første forsøg.
Mens kølige temperaturer har dæmpet resultatniveauet ved flere lejligheder denne sommer, så gjorde det modsatte sig gældende på den græske ferieø, hvor atleterne ikke kunne finde skygge på stadion. Morten Jensen erklærede således efter stævnet, at han følte sig svimmel under konkurrencen.
Peder P. Nielsen – 16.17 meter
Også trespringer Peder P. Nielsen (Aarhus 1900) hentede sin bedste notering i første runde, hvor han nåede ud på 16.17 meter i et klart undertrådt spring.
”Det virkede lidt som om, at han ville for meget og blev lidt forkrampet,” fortæller træner Lars Nielsen, der under EM af gode grunde ikke har kunnet følge Peders daglige træning.
Både Morten og Peder springer ved Världsungdomsspelen i Göteborg hhv. lørdag og søndag. Med i trespringskonkurrencen er også Anders Møller (Sparta).
Danske EM-deltagere i aktion torsdag
Efter sin flotte 7. plads ved EM er stangspringer Rasmus W. Jørgensen (Sparta) draget til Belgien, hvor han torsdag er med i et på papiret jævnbyrdigt felt ved Meeting d´Liège. Samme aften i Sollentuna nord for Stockholm løber Nick Ekelund-Arenander (KIF) 400 meter mod bl.a. Johan Wissmann ved Folksam Grand Prix, hvor flere danskere figurerer på startlisten.
"64th Venizelia" - Chania (GRE) d. 4. juli
(resultatliste forventes at komme her)