Loading...

Nyheder 2012

Bube til start i Monaco

12. juli 2012 · Jeppe Weinreich

OL-håbets sidste test på 800 meter før legene i London bliver Diamond League stævnet Herculis d. 20. juli.

 øjeblikket træner han benhårdt i 2350 meters højde i Sierra Nevada, men om otte dage er det forbi for Andreas Bube. Så pakker Bagsværd-løberen nemlig sin kuffert og rejser tilbage til Danmark. På vejen gør han dog et stop i Monaco, der den 20. juli er vært for Diamond League.

”Vi har været lidt i tvivl om at starte ved stævnet, da det egentlig var planlagt, at Bube skulle blive i Spanien til den 22. juli,” fortæller træner Johnny Bagge fra højdetræningslejren. ”Imidlertid er der stort set ingen stævner efter den dato, hvorfor vi har besluttet at løbe i Monaco.”

En anden taktik
Stævnet bliver det danske OL-håbs sidste stævne inden London, hvor han løber indledende d. 6. august kl. 10:50. I Monaco er det planen at prøve en lidt anden taktik end ved EM, fortæller Johnny Bagge med henvisning til, at Bube reelt blev lukket inde i EM-finalen – også selvom det endte godt.

”Træningen er gået planmæssigt, og to gange om ugen er vi kørt ned til Granada – en halv time herfra – for at lave de hårde nøglepas i en lavere højde (700 meter, red.). Der er stadig fire uger til, at formen skal toppe, så den næste uges tid skal træningen have en skalle. Selvom vi altså ikke trapper ned frem til stævnet i Monaco, vil Bube være i form til at løbe ned til sin personlige rekord,” vurderer Johnny Bagge.

Åbningsceremoni uden Bube
Startlisten til stævnet er langtfra klar. På et pressemøde i går blev to løbere - ud over danskeren - dog nævnt: Vinderen af de amerikanske trials, Nick Symmonds, samt polske Marcin Lewandowski. 

Efter Diamond League på det imposante Stade Louis II vil Andreas Bubes resterende træning foregå i to uger på Bagsværd Stadion. Ved åbningsceremonien i London vil man altså kigge forgæves efter dansk atletiks største navn lige nu. Først den 3. august rejser han til London.

PS: Skulle interesserede have lyst til at følge en verdensklasseløbers sidste forberedelser fra sidelinjen, så trænes der tirsdag og torsdag på Bagsværd Stadion kl. 17, samt søndag kl. 10.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund