Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 07-13 Junior-VM(5): Flot indsats af Heltbech
Junior-VM(5): Flot indsats af Heltbech
13. juli 2013 · Jeppe Weinreich
Hækkeløberen Mathilde Heltbech præsterede sin næstbedste tid nogensinde i det indledende heat. Bare 0,13 sek. var hun fra semifinalen.
Mathilde Heltbech levede helt op til sit bedste, da hun i det fjerde indledende heat på 100 meter hæk kom i mål som nr. 5 i 14,11 sek. Tiden, der blot er 0,08 sek. fra hendes personlige rekord, blev opnået i en modvind på 2,0 m/s, hvilket sætter præstationen i relief. Mathilde, der trænes af den tidligere danske mester, Jacek Zerzut, løb et fint løb med en god rytme, som hun holdt hele vejen til mål. Som ventet rakte det dog ikke til semifinalen, som i sidste ende krævede 13,98 sek.
Som årgang 1995 er Mathilde stadig junior, når det næste VM afholdes om to år i Oregon. Og allerede ved Store DM i august tyder meget på, at hun vil overtage tronen på den korte hæk, som Anne Møller (AAIG) ellers har siddet på de seneste år.
Samlet endte Mathilde på en delt 31. plads ud af 46 startende. Trods den angiveligt stærke modvind i hendes heat var det faktisk her, at dagens hurtigste tid blev opnået med 13,34 sek. af schweiziske Noemi Zbären.
Dansk stafethold møder USA
Dermed resterer der kun aftenens 4x100 meter for dansk atletik. På de sent offentliggjorte startlister er det danske hold kommet i et barsk, men interessant heat. Danmark løber i det andet heat (kl. 19.13) på bane 5 med USA på sin højre side, mens der med Finland indenom på bane 4 er indlagt et lille NM (Norge og Sverige stiller ikke med hold).