Loading...

Nyheder 2013

Sara Slott - igen tæt på sin rekord

17. juli 2012 · Jeppe Weinreich

Med 56,11 sek. fortsatte Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) tirsdag ved Spitzenleichtathletik i Luzern (SUI)sin stime af stærke tider, da hun kom ind som nr. 2. i B-heatet. Resultatet – karrierens femtehurtigste tid - er blot 0,29 sek. fra hendes egen danske rekord.

Egentlig skulle den kommende OL-deltager have løbet i det stærkt besatte A-heat - men på den dårligste bane. Derfor valgte hun i stedet en plads i B-heatet, hvor hun fik bedre forhold og i sidste ende kun blev besejret af italienske Manuela Gentilia (55,54 sek.). 

En bedre tid i vente
”Jeg er rimeligt tilfreds, da jeg har haft et par hårde træningsuger på det seneste, så jeg føler stadig, at jeg lige mangler de sidste procent,” siger Sara Slott Petersen, der løber igen på lørdag i Polen.

”Træningen bliver lettere nu, og min nye rytme mellem hækkene sidder bedre og bedre, så jeg er sikker på, at der snart er en hurtigere tid i vente.”

Med dagens tid har den 25-årige hækkeløber alene i denne sæson præsteret fem af karrierens seks hurtigste tider. Den 5. august kl. 19:00 lyder startskuddet til det første indledende heat ved OL.

Spitzenleichtathletik – Luzern (SUI) d. 17. juli
400 meter hæk K B-heat
1. Manuela Gentili, Italien 55,54 sek.
2. Sara Slott Petersen, DK-Aarhus 1900 56,11 sek.
3. Nikiescha Wilson, Jamaica 56,60 sek.
Alle resultater

Sara Slott Petersens seks hurtigste tider nogensinde
55,83s Geneve 020612
55,92s Oordegem 260512
55,97s Ljubljana 270711
56,07s Helsinki 270612
56,11s Luzern 170712
56,16s Sotteville-les-Rouen 100712

© Copyright Dansk Atletik Forbund