Loading...

Nyheder 2012

Stærk 3000 meter af Abdi

20. juli 2012 · Jeppe Weinreich

En ny PR på 8:03,79 min. blev det torsdag aften til for Korsør-løberen Abdi Hakin Ulad.

Abdi Hakin Ulad var igen stærkt løbende og blev belønnet med en ny personlig rekord på 3000 meter, da han torsdag aften stillede op ved årets sidste Folksam Grand Prix, som fandt sted i Karlstad. Med tiden 8:03,79 min. kom Korsør-løberen ind som nr. 8 i det stærke A-heat, som blev vundet af kenyaneren Cornelius Kangogo i 8:00,66 min.

Abdis hurtigste tid på distancen var før torsdagens løb de 8:07,36 min., som han opnåede i den mindeværdige finale ved DM-inde i februar, hvor Jakob Hannibal slog ham knebent. I de seneste mange sæsoner er det herhjemme kun Morten Munkholm (Aarhus 1900), som med 7:57,63 min. sidste år har været hurtigere.

Til start i Norge lørdag 
Allerede lørdag er Abdi på banen igen. Det sker ved de Nordisk-Baltiske U23 Mesterskaber i Norge, hvor han på 5000 meter stiller op som svag favorit. I Karlstad blev Abdi faktisk akkurat lige slået af en svensk ungsenior-løber, men denne er ved mesterskaberne med på 1500 meter i stedet. (Hele programmet kan ses her.)

Aladdin på vej tilbage
Den tidligere danske mester, Aladdin Bouhania (AGF), har de seneste par sæsoner været langt fra sin tidligere form. Torsdag i Karlstad viste den 28-årige løber dog med tiden 1:51,84 min. i B-heatet på 800 meter, at han er ved at være oppe i omdrejninger igen.

Folksam Grand Prix – Karlstad (SWE) – resultatliste

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund