Loading...

Nyheder 2012

Bube efter ny PR: Ikke et særlig godt løb

21. juli 2012 · Jeppe Weinreich

Det hører til sjældenhederne, at 1:44,89 min. på 800 meter giver en sidsteplads. Det var ikke desto mindre kendsgerningen for Andreas Bube ved gårsdagens Diamond League i Monaco.

At verdenseliten har et skræmmende højt niveau, kommer nok ikke bag på folk med bare et minimum af kendskab til atletik. Men at 1:44,89 min., som Andreas Bubes nye flotte PR lyder på, kun rakte til en 10. plads ved fredagens Diamond League i Monaco, må alligevel forbløffe.

Den efterhånden faste hare ved store stævner, Matthew Scherer, rundede de første 400 meter i 49,55 sek., inden kenyaneren Leonard Kirwa Kosencha tog over - stadig med Bube liggende bagerst, men med god kontakt til feltet. På opløbsstrækningen forsøgte den danske EM-sølvvinder så at rykke frem i feltet, men i forhold til sine konkurrenter manglede han fredag aften lige det sidste. Helt fremme blev Kosencha til sidst overhalet af landsmanden Rotich, mens der på de efterfølgende pladser blev sat en strøm af personlige rekorder.

Havde håbet på mere
”Det var ikke et særlig godt løb. Jeg har trænet rigtig godt på det seneste og havde derfor håbet på at forbedre min personlige rekord med mere. Selvfølgelig er det en irriterende følelse at blive sidst, men jeg kan jo bare håbe på, at de andre løbere har toppet for tidligt,” lyder det fra Andreas Bube, der lørdag flyver tilbage til Danmark efter have været uden for landets grænser i nu seks uger. Frem til afrejsen til London d. 3. august står den nu på træning i Bagsværd. 

”Træningen bliver lettere og lettere nu. Det bliver mere konkurrence-specifikt, og så en tre-fire dage før det indledende heat bliver der en sidste test med en 600 meter efterfulgt af en 400 meter,” slutter Bube, der med tiden nu har forbedret sig hele otte gange på godt et års tid.

"Herculis" IAAF Diamond League - Monaco d. 20. juli
800 meter - 
1. Abraham Kipkirchir Rotich, Kenya 1:43,13 min.PR
2. Leonard Kirwa Kosnecha, Kenya 1:43,40 min. PR
3. Duane Solomon, USA 1:43,44 min. PR
10. Andreas Bube, DEN-Bagsværd AC 1:44,89 min. PR

Se et sammendrag fra løbet her

Andreas Bubes personlige rekordforbedringer på 800 meter

Monaco 20. juli 2012 1:44,89 min.
Doha (QAT) 11. maj 2012 1:44,99 min. 
Bruxelles (BEL) 16. sept. 2011 1:45,04 min. 
Daegu (Sydkorea) 27. august 2011 1:45,48 min. 
Gent (BEL) 30. juli 2011 1:46,10 min. 
Pergine (ITA) 24. juli 2011 1:46,77 min. 
Solihull (ENG) 9. juli 2011 1:46,93 min.
Uden (NED) 2. juli 2011 1:47,88 min.
Manchester (ENG) 30. maj 2009 1:48,48 min.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund