NordicBaltic U23 (1): Sikre sejre til Caroline og Abdi
21. juli 2012 · Christian Rath
Fem medaljer blev det danske udbytte efter førstedagen af Nordisk-Baltisk U23 i Norge.
Af de syv danskere, der kom i aktion på førstedagen af Nordisk-Baltisk U23 i Jessheim (NOR), vandt de fem en medalje. Det må siges at være en mere end tilfredsstillende procent.
Den foreløbige medaljehøst består af to guld- og tre bronzemedaljer. Titlerne blev hentet af Caroline Bonde Holm og Abdi Hakin Ulad, der begge levede op til favoritværdigheden.
Suveræn sejr til Caroline
Efter at have sat dansk rekord onsdag med 4.36 meter var 4.20 meter rigeligt til at sikre Caroline sejren – to år efter at hun ved samme mesterskab tog bronze. Tre forsøg på ny dansk rekord 4.40 meter blev det efterfølgende til. Næste stævne bliver for Carolines vedkommende OL. På tredjepladsen blev det til en flot, og vel lidt overraskende bronze til Line Renée Jensen, der med 3.90 meter blot var 2 cm fra sit sæsonbedste.
Abdi afslutter stærkt
Blot to dage efter i Karlstad at have sat PR på 3000 meter vandt Abdi Hakin Ulad sikkert titlen på mændenes 5000 meter. Vindertiden 14:28,02 min. er et stykke fra hans bedste, men først halvvejs i løbet gik Abdi frem og satte fart på. Én for én faldt konkurrenterne fra, og på den sidste omgang sagde Korsør-løberen så farvel til den sidste af dem. 2:41 min. gik den afsluttende kilometer på.
Nick R. Jensen – bronze og tæt på PR
Nick R. Jensen løb en taktisk klog 800 meter og blev i sidste ende belønnet med en bronzemedalje. Der blev løbet stærkt fra start med en første omgang på 51,5 sek. Norges overraskende EM-finalist, Thomas Roth, vandt i sidste ende i 1:49,18 min., mens Nick på bronzepladsen med 1:50,12 min. var tæt på for tredje gang i år at gå under de 1:50,00.
Bebe slår til i sidste hug
Kathrine Bebe lå i kvindernes diskoskast placeret på en fjerdeplads med 46.28 meter før sidste runde. Så slog hun ellers til og fik skiven ud på 47.64 meter, hvilket resulterede i bronze – bare 4 cm fra sølvet.
"Med fem medaljer i syv starter må indsatsen i dag siges at være positiv. Generelt fik de danske deltagere en god oplevelse ud af at være med i en international konkurrence," lyder det fra holdleder Knud Andersen, der håber, at Trine Mulbjerg og Ole Hesselbjerg i hhv. kuglestød og 3000 meter forhindring i løbet af søndagen kan bringe antallet af titler op på fire.
Udvalgte resultater
Stangspring
1. Caroline Bonde Holm (Sparta) 4.20 meter
3. Line Renée Jensen (Rdrs. Freja) 3.90 meter
Diskoskast
3. Kathrine Bebe (Sparta) 47.64 meter
Spydkast
7. Marie Vestergaard (Skive AM) 47.44 meter
800 meter
3.Nick R. Jensen (Sparta) 1:50,12 min.
5000 meter
1.Abdi Hakin Ulad (Korsør AM) 14:28,02 min.