Loading...

Nyheder 2012

Sara Slott sejrer i ny dansk rekord!

21. juli 2012 · Jeppe Weinreich

Med en sejr i tiden 55,68 sek. fik Sara Slott Petersen lørdag aften i Polen den perfekte generalprøve før OL.

Sara Slott Petersen fik lørdag aften i Polen den perfekte generalprøve før OL, da hun i polske Stettin sejrede på 400 meter hæk i ny dansk rekord 55,68 sek.

Med tiden skar hun 0,15 sek. af sin egen rekord, som hun nu har forbedret hele tre gange denne sæson. Ekstra selvtillid blev der også tanket op før OL, da hun på opløbsstrækningen kunne avancere fra en tredjeplads og gå forbi  hjemmebanefavoritten, den tidligere VM-bronzevinder, Anna Jesień.

Et perfekt felt
”Det var et perfekt felt for Sara,” siger landstræner Mikkel Larsen. ”Fem løbere lå stort set side om side og kæmpede de første 200 meter, men modsat ved de seneste stævner, hvor hun har tabt placeringer på den sidste strækning, var det omvendt i dag.”

Flere rekorder i vente?
Torsdag rejser de sammen til London, og selvom Aarhus 1900-atleten allerede har sat tre danske rekorder i år, er der stadig plads til forbedringer, vurderer Mikkel Larsen.

”Teknisk set var det noget rod i dag. De første syv hække forløber fint, men herefter laver hun nogle fejl. Forskellen i dag var, at hun virkelig blev presset af de andre.”

Med dagens løb rykker Sara to pladser op på årets europæiske rangliste, hvor hun nu er nr. 16.

”Memorial Kusocinski” – EAA Premium Meeting i Stettin, Polen d. 21. juli

400 meter hæk - kvinder
1. Sara Slott Petersen, Danmark 55,68 sek. DR
2. Anna Jesień, Polen 55,78 sek.
3. Yadisleidis Pedroso, Cuba 55,96 sek.

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund