Loading...

Nyheder 2012

Michael Nielsen pulveriserer sin PR

22. juli 2012 · Jeppe Weinreich

Med 14:00,68 min. præsterede AGF'eren lørdag aften i England den hurtigste 5000 meter af en dansker i syv sæsoner.

Hvem bliver den næste dansker under 14 minutter på en 5000 meter? Syv år efter at Spartas Christian Olsen senest gjorde det, venter vi stadig på, at nogen skal klemme sig under grænsen. Sent lørdag aften i engelske Solihull kom så det hidtil bedste forsøg, da Michael Nielsen pulveriserede sin egen PR med tiden 14:00,68 min.

Udgangstempoet i heatet var det helt rigtige, og en stor gruppe af løbere jagtede alle de 14 minutter. Niall Fleming (GBR) var hurtigst i finishen og vandt i 13:58,82 min., mens Michael Nielsen kom ind lige efter som nr. 4.

Mens den 31-årige AGF’er har gjort store fremskridt på 10000 meter, senest med 29:39,88 min. i Bilbao, så har hans udvikling på 5000 meter ikke haft samme fart – altså indtil i går, hvor han skar hele 27 sekunder af den tidligere PR. Med Abdi Hakin Ulad, Jakob Hannibal - og måske Morten Munkholm? - ventende i kulissen kan årets DM finale på Østerbro godt gå hen og blive et højdepunkt.

Grænsen brudt i 1971
I alt har 23 danskere gennem tiderne været under 14 minutter. Den første, som brød grænsen, var Jørn Lauenborg (Freja Odense), der ved indvielsen af Nordens første kunststofbaner på Århus Stadion i juni 1971 satte dansk rekord med 13,55,2 min.

PR til Michael Schmidt
I E-heatet på 800 meter var der også dansk deltagelse, og her kunne Michael Schmidt (KIF) sætte en ny PR, da han blev 5'er i tiden 1:51,79 min. 

BMC Grand Prix – Solihull (ENG) d. 21. juli (resultatliste)

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund