Loading...

Nyheder 2012

London2012: Bube havnet i giftigt heat

05. august 2012 · Jeppe Weinreich

1,2 og 3 fra EM mødes i det fjerde indledende 800 meter heat mandag middag.

Havde det været en fodboldslutrunde, var heatet sikkert blevet døbt "dødens gruppe". Nej, der er bestemt ikke tale om nogen let walk-over, når Andreas Bube stiller sig på bane 2 i morgen mandag kl. 12.14. Det fjerde 800 meter heat, som han er havnet i, er nemlig stærkere end EM-finalen. Den danske sølvvinder får her et gensyn med både guld- og bronzevinderen fra Helsinki, Yuriy Borzakovskiy (RUS) samt Pierre-Ambroise Bosse (FRA). Læg dertil Europas næst hurtigste i år, Adam Kszczot (POL) - som ikke var med ved EM - foruden vinderen af de amerikanske trials, Nick Symmonds, og det står klart, at de tre direkte finalepladser er særdeles dyrt til salg. 

Om de fem stærke løbere så alle vil sætte deres lid til en god spurt, eller om nogen vil forsøge at løbe stærkt i håb om at komme med på de blot tre hurtigste tider fra de i alt syv heat, vil vise sig. Kedeligt bliver det ikke. Måske lidt for spændende.

800 meter indl. kl. 11:50 

© Copyright Dansk Atletik Forbund