Loading...

Nyheder 2012

Ærefuld exit til Sara Slott

06. august 2012 · Jeppe Weinreich

Den danske hækkeløber sluttede på en samlet 17. plads på en aften, som ikke var til rekorder.

Sara Slott Petersens indsats på 400 meter hæk ved OL sluttede som ventet mandag aften, men med en samlet 17. plads var det en ærefuld exit. Tiden 56,21 sek. – som rakte til en 6. plads i det 2. heat - var dog en lille skuffelse, men forklaringen skal nok findes i vindforholdene, som prægede løbet. Således satte ingen af de otte løbere sæsonbedste, og eksempelvis det britiske håb Perry Shakes-Drayton var over et sekund fra det, hun løb for nylig, mens russiske Davydova i samme heat var over to sekunder langsommere, end da hun vandt EM-guld for seks uger siden! Samtidig besejrede Sara for anden gang inden for kort tid polske Anna Jesien. Jo, det var bestemt en god indsats.

Disse ting var dog næppe helt klart for den danske rekordholder, da hun umiddelbart efter løbet blev interviewet af DR, som kun havde fokus på tiden – og ikke at hækkeløberen i forhold til det indledende heat faktisk avancerede seks pladser.

Uforstående 
”Det er ærgerligt. Nogle gange løber man langsommere end dagen før. Måske havde jeg ikke kalkuleret med vinden. Jeg er lidt uforstående, lidt frustreret. Måske jeg ikke ramte dagen,” lød det fra en endnu forpustet Sara Slott Petersen, der efter en 20. plads ved VM i Berlin 2009 og en 18. plads ved VM i Daegu fulgte den op med den samlede 17. plads ved dette OL. Kun en ny dansk rekord udeblev. Og det var forholdene bare ikke til mandag aften.

400 meter hæk K – semifinale

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund