Loading...

Nyheder 2012

DM Mangekamp: Ejlersen smadrer sin PR

13. august 2012 · Jeppe Weinreich

Med 5507 point præsterede Tine Bach Ejlersen den bedste danske syvkamps-score i næsten 30 år.

Efter en forrygende førstedag med tre personlige rekorder leverede Tine Bach Ejlersen (Aarhus 1900) søndag en solid præstation, der endte med en slutsum på 5507 point – den bedste score i en syvkamp af en dansk kvinde siden midten af 80erne! Med resultatet – en PR-forbedring på ikke mindre end 226 point – rykker Ejlersen syv pladser op på alle tiders rangliste, hvor hun nu er nr. 3, kun overgået af Dorte Klein (5722 – 83) og Dorthe Rasmussen (5674 – 81).

De vejrmæssige omstændigheder var med højt solskin og lune temperaturer også nærmest perfekte under DM-arrangementet på Ballerup Stadion, hvor kun lidt modvind på 200 meteren måske kostede mangekæmperne nogle point. Og lad os lige bringe hele Tine Bach Ejlersens serie, der indbragte hende den ottende titel på stribe:

100 meter hæk: 14,17 sek. (+0,2) PR
Højdespring: 1.75 meter PR – (det højeste spring herhjemme siden februar 2010)
Kuglestød: 11.63 meter PR
200 meter: 25,62 sek. (-1,9)
Længdespring: 5.70 meter (-0,9)
Spydkast: 38.01 meter
800 meter: 2:23,13 min.

Intet DM hos mændene 
Hos mændene var der på forhånd tilmeldt én dansk deltager, men da Martin Grønne (Korsør AM) alligevel ikke stillede op, blev der ikke nogen kåring af en dansk mester, mens to nordmænd så måtte kæmpe alene.

Et væld af personlige rekorder i ungdomsklasserne
I ungdomsklasserne var der til gengæld mere spænding om sejrene. I de to yngste drengeklasser forsvarede Oliver Ryborg Kjeldsen (Aarhus 1900) og Albert Kuhlmann (Sparta) i hhv. 16-17 og 14-15 års klassen deres titler fra i fjor. Begge forbedrede deres personlige rekorder kraftigt. Kuhlmann vandt syv af 9-kampens øvelser, mens Kjeldsen med bl.a. 15,13 sek. på 110 meter hæk løb den hurtigste tid i klassen denne sæson. Hos juniorerne sejrede Jens Agger (Vejle IF) med 6436 point – nøjagtig samme score, som Christoffer Durafour vandt med i fjor!

Ungdomsrekord i spydkast 
Hos de yngste piger (14-15) lå niveauet langt højere end i fjor, så selvom den forsvarende mester, Benedicte Heegaard (Sparta), forbedrede sig kraftigt, måtte hun nøjes med sølv efter Nikoline Skifter Andersen (AK Delta), der vandt med 4948 point. Bronzevinder Karoline Mangor (Sparta) forbedrede i spydkast 14-års rekorden med et kast på 38.08 meter – hvilket faktisk var 7 cm længere, end hvad Tine Bach Ejlersen kastede i sin serie!
Guldet hos de 16-17 årige piger gik til Mette Graversgaard (Hvide Sande), der undervejs til sin slutscore på 4632 point for første gang kom under de 26 sekunder på 200 meter (25,99s), ligesom at hun også satte PR på hækken (76cm) med 14,86 sek.

DM Mangekamp – Ballerup d. 11-12. august

Kvinder – senior
1.Tine Bach Ejlersen (Aarhus 1900) 5507 point
Junior
1.Anne Sofie Olsen (KIF) 3088 point
16-17 år
1.Mette Graversgaard (Hvide Sande) 4632 point
14-15 år
1.Nikoline Skifter Andersen (AK Delta) 4948 point

Mdl. Junior
1.Jens Agger (Vejle IF) 6436 point
16-17 år
1.Oliver Ryborg Kjeldsen (Aarhus 1900) 5507 point
14-15 år
1.Albert Kuhlmann (Sparta) 5594 point

Samlet resultatliste

© Copyright Dansk Atletik Forbund