Loading...

Nyheder 2012

CAG2012: Bube vil revanchere sig

16. august 2012 · Jeppe Weinreich

Andreas Bube tror på, at han kan slå europamester Borzakovskiy ved tirsdagens Copenhagen Athletics Games.

Bliver Wilson Kipketers banerekord på Østerbro Stadion slettet på tirsdag – og er det Andreas Bube, som gør det? Svaret bliver udløst ved tirsdagens Copenhagen Athletics Games, hvor den danske EM-sølvvinder på 800 meter skal løbe et revancheløb mod europamesteren Yuriy Borzakovskiy. 

Kipketer satte rekorden – som samtidig er den hurtigste 800 meter på dansk grund nogensinde – med tiden 1:44,51 minutter tilbage i 1994. For at få den rigtige fart over feltet har arrangørerne fra Sparta AM indgået en aftale med ”haren” Sammy Tangui. Den 27-årige kenyaner ved om nogen, hvordan man sætter tempo. Det var nemlig ham, som i begge tilfælde løb den første omgang, da verdensrekordholderen David Rudisha i 2010 forbedrede Wilson Kipketers verdensrekord to gange. 

En hyldest til Kipketer
”The Wilson Kipketer Tribute 800m” har stævnets hovedattraktion heddet siden 2005. Andreas Bube vandt i fjor som den første dansker løbet, men med den snu og spurtstærke Yuriy Borzakovskiy – OL-vinder i 2004 - med i feltet, bliver det svært at gentage bedriften. Motivationen mangler dog ikke. Det var nemlig russeren, der ved OL snuppede den sidste semifinaleplads bare 0,11 sek. foran danskeren.

Går efter en hurtig tid 
Bube er stærkt opsat på at vise det danske publikum, at han var for god til ikke at gå videre til OL-semifinalen.

”Jeg skal ud at vise, at jeg er i god form, så jeg går efter at løbe en hurtig tid – og at slå Borzakovskiy. Jeg tror, at jeg p.t. er bedre end ham,” siger Andreas Bube, der med en personlig rekord på 1:44,89 min. ikke er langt fra Kipketers bedste tid på Østerbro.

Med i feltet ved CAG 2012 er flere andre stærke løbere, og i øjeblikket forhandler stævnechef Henrik Paulsen også om at få den polske OL-semifinalist og europamester fra 2010, Marcin Lewandowski, med i løbet, som afslutter stævnet kl. 20:40.

Copenhagen Athletics Games – tirsdag d. 21. august kl. 18:00
Mere info på stævnets hjemmeside  - www.spartacag.dk  

© Copyright Dansk Atletik Forbund