Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 08-17 atleter gæster Østerbro i weekenden
600 atleter gæster Østerbro i weekenden
17. august 2012 · Jeppe Weinreich
Nyskabelsen Sparta Copenhagen Games er en født succes.
Succesen er allerede i hus, inden det første startskud lyder til weekendens store ungdomsstævne Sparta Copenhagen Games. Med 600 tilmeldte deltagere – bl.a. fra Sverige og Tyskland - er den arrangerende klub lykkes med satsningen om at skabe et stort ungdomsstævne, som gerne skulle udvikle sig til en tilbagevendende tradition.
Nordea støtter med 100.000 kr.
Stævnet udspringer af de hidtidige Åbne Østerbro Mesterskaber, som Sparta Atletik siden 2007 har været vært for. Med en støtte fra Nordea-fonden på 100.000 kr. har det været ønsket at arrangere et stævne for både de bedste og bredden - helt i tråd med den olympiske ånd, hvor det frem for alt drejer sig om at være med. Og netop det sociale og fællesskabsdannende element er noget af det, som Nordea-fondens sekretariatschef Ulla Björnsson i en pressemeddelelse fremhæver som en betydelig årsag til fondens støtte til stævnet.
Stævnet starter lørdag kl. 9.00, men åbnes officielt af formand for Dansk Atletik Forbund, Lars Vermund, lørdag kl. 12.10.
Danske starter i udlandet
Mens mange af landets bedste ungdomsatleter altså er i aktion på Østerbro, er de bedste juniorer taget til Växjö, hvor den årlige nordiske juniorlandskamp finder sted. Men allerede i aften fredag er der dansk deltagelse ved Diamond League stævnet i Stockholm, hvor Andreas Bube (Bagsværd AC) løber i B-heatet på 800 meter. Lørdag er Spartas største navn, Morten Jensen, i aktion ved det finske Joensuun Games, hvor han i længdespringskonkurrencen bl.a. møder Finlands tidligere VM-bronzevinder, Tommi Evilä.