Loading...

Nyheder 2012

Dansk årsbedste til Laugesen

20. august 2012 · Jeppe Weinreich

Hækkeløberen fik noteret 53,05 sek. på 400 meter hæk ved weekendens Sparta Copenhagen Games, hvor det nyeste navn i Trajkovski-familien viste flotte takter.

Christian Laugesen (Sparta) er så småt ved at nærme sig topformen. Søndag satte den regerende danske mester således dansk årsbedste på 400 meter hæk ved Sparta Copenhagen Games med tiden 53,05 sek. Allerede i morgen tirsdag er han på banen igen ved Copenhagen Athletics Games, hvor han kan se frem til særdeles stærk modstand i skikkelse af belgieren Michaël Bultheel, der i OL-semifinalen satte personlig rekord med 49,10 sek.

Sløk avancerer på alle tiders liste
Mens kuglestøder Trine Mulbjerg (Aarhus 1900) om lørdagen var under sit normale niveau med 14.94 meter, viste Maria Sløk (Hvidovre AM) DM-form med ny PR 14.46 meter. Dermed rykker hun op på en delt 4. plads på alle tiders rangliste – bare 2 cm fra tredjepladsen. I mændenes kuglestød satte Kenneth Mertz (Sparta) nyt sæsonbedste med 17.39 meter.

Lillebror Trajkovski imponerer
I mange af de stærkt besatte ungdomskonkurrencer, som nød godt af det perfekte sommervejr, lyste specielt 16-årige Peter Trajkovski (KIF) op med 22,83 sek. (+1,5) på 200 meter. Peter – lillebror til Andreas – spiller til daglig fodbold i KB, men er med resultatet nu meget tæt på det internationale krav til næste års Ungdoms-VM i Ukraine.

Sparta Copenhagen Games – Østerbro d. 18-19. august – resultatliste

 

© Copyright Dansk Atletik Forbund