NM-junior(2): Spydkaster sletter 22 år gammel rekord
20. august 2012 · Jeppe Weinreich
Andreas Bertelsen fandt med 66.13 meter det helt lange kast frem ved NM-junior - og sikrede sig bronze. Diskoskaster Andreas Ellegaard vandt til gengæld guld i en meget tæt finale. Med tolv medaljer blev den samlede medaljehøst den bedste i flere sæsoner.
Med et kast på 66.13 meter slettede spydkaster Andreas Bertelsen (Vejle IF) søndag den danske 18-års rekord, som blev sat af Richard Knudsen tilbage i 1990. Det flotte resultat, der gør det unge talent til favorit ved næste weekends Store DM, skubbede Finlands andenmand uden for medaljerække og sikrede vejlenseren en bronze. Kastet er desuden længere, end hvad Bertelsen i fjor klarede med det lettere ungdomsspyd (700g). Han fortsætter dermed sin spændende udvikling – næste sæsons oplagte mål må være juniorrekorden(U20) fra 1997, som tilhører Torben Wolf og lyder på 69.34 meter.
Guld til Ellegaard
Efter to danske guld lørdag blev det i dag til en enkelt af slagsen. Den kom lidt overraskende i diskoskast, hvor det i en uhyre tæt konkurrence lykkedes Andreas Ellegaard (Sparta) at tage guld med sit første kast på 51.95 meter. Flere konkurrenter nærmede sig i de følgende runder, men i sidste ende kom ingen forbi ham. Blot 46 cm skilte nr. 1 og 4. Søren Børsting (Rdrs. Freja) – der i fjor vandt sølv med 53.48 meter – måtte her lidt skuffende nøjes med en 6. plads.
Facit: 12 medaljer
Selvom det kombinerede dansk-islandske hold endte på en klar sidsteplads i begge klasser, var medaljehøsten med 3 guld, 2 sølv og 7 bronze den bedste i flere sæsoner. I fjor på Østerbro blev det også til tre guld, men kun otte medaljer i alt.
Dybdal tager sølv
Guldvinderen fra lørdag, Jakob Dybdal Abrahamsen (Aarhus 1900), vandt søndag sølv på 3000 meter forhindring. Med tiden 9:31,91 min. satte han i sit blot fjerde forsøg på distancen PR, hvilket såmænd var fjerde gang i træk.
Heltbech snupper bronze
På pigernes korte hæk løb Junior-VM deltageren Mathilde Heltbech (Helsingør IF) sig til en bronzemedalje med 14,24 sek. (+1,4), mens Jannick Bagge (Hvidovre AM) i trespring med 14.48 meter (+1,9) ligeledes blev treer.
God tid af 4x400 meter holdet
Den sidste bronzemedalje blev tilvejebragt på den afsluttende 4x400 meter, hvor et Sparta/KIF hold (C. Clausen, M. Kyon Cho, N. Hartling & A. Gerrild) kom ind foran de svenske drenge i den udmærkede tid 3:18,12 min. – mindre end to sekunder fra den danske juniorrekord, som et hold bestående af bl.a. Nicklas Hyde og Andreas Bube satte ved mesterskabet i Kristiansand i 2005.
NM-junior 2. dag – Växjö (SWE) d. 19. august
Slutstilling
M
1. Finland 211,5 point
2. Norge 179 point
3. Sverige 172,5 point
4. Danmark/Island 125 point
K
1. Sverige 209 point
2. Finland 208 point
3. Norge 166,5 point
4. Danmark/Island 103,5 point