Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 08-22 CAG: Mulbjerg leverer den danske rekord
CAG: Mulbjerg leverer den danske rekord
22. august 2012 · Jeppe Weinreich
1900-kasteren gav med 16.15 meter i kvindernes kuglestød arrangørerne den ønskede danske rekord. Også Frederik Thomsen var god for en juniorekord på 100 meter.
På forhånd havde arrangørerne af Copenhagen Athletics Games håbet på en dansk rekord. Og den fik de. Ikke helt overraskende stod der Trine Mulbjerg på den. Aarhus 1900-kasteren fuldendte en flot serie med konkurrencens allersidste stød: 16.15 meter. En forbedring på 10 cm af den rekord, hun satte sidst i maj måned. For bare tre dage siden var hun ikke over 15 meter på samme stadion.
”Det var lettere for mig at sætte mig op i dag. I tiden efter min sidste rekord er jeg blevet student. Men nu er jeg tilbage,” lød det fra en glad Trine Mulbjerg, der havde følgende kommentar om rekordstødet:
”Den sad der næsten, men jeg har stadig en følelse af, at der er mere i mig.”
Opvisning af Armstrong
Publikum på Østerbro Stadion – hvor vejret næsten var optimalt til atletik – blev vidne til verdensklasse i mændenes kuglestød, da OL-5’eren, Dylan Armstrong (CAN), fik kuglen ud på hele 21.05 meter. Kim Juhl Christensen (Sparta) nød tydeligvis at støde på hjemmebanen og kvitterede da også med fine 19.75 meter i femte runde, hvilket rakte til en tredjeplads.
Pligtsejr til Sara Slott
På 400 meter hæk sejrede Sara Slott Petersen (Aarhus 1900) som ventet, men uden nævneværdig modstand leverede hun med 57,20 sek. en ret beskeden tid.
Dansk juniorrekord af Thomsen
Hurtig var til gengæld Frederik Thomsen (Ballerup AK), da han i det andet indledende 100 meter heat satte dansk juniorrekord med 10,55 sek. (0,0) – årets hurtigste tid herhjemme. Dermed sidder han nu på rekorden alene. I det første heat imponerede jamaicaneren Kenroy Andersson med 10,28 sek. (+1,0). Ingen af de nævnte løb dog hurtigere i finalen.
Morten Jensen knebent besejret
I længdespring sluttede Morten Jensen (Sparta) som nr. 2 i et meget tæt opgør med to russere. De tre første pladser lød på 7.66, 7.63 og 7.63 meter. Hvad Andreas Trajkovski (KIF) kunne have gjort i det selskab, fik publikum ikke at vide, da det unge talent trak sig for at spare sig til DM. Til gegæld kunne 17-årige Benjamin Gabrielsen (Sparta) lægge én cm til sin PR - 7.27 meter.
Caroline Bonde forsøgte sig på dansk rekord
Efter et nul ved OL og 4.00 meter sidste weekend fik Caroline Bonde Holm (Sparta) igen vist sin klasse, da hun vandt kvindernes stangspring med 4.30 meter. Efterfølgende forsøgte hun sig tre gange på dansk rekord og ny stadionrekord 4.41 meter.
Rasmus Wejnold 5.40 meter
I mændenes konkurrence måtte Rasmus Wejnold Jørgensen se sig besejret af britiske Luke Cutts, der ligesom danskeren kom over 5.40 meter – men i sit første forsøg.
Andre steder
- Dansk årsbedste til Christian Laugesen (Sparta) på 400 meter hæk med 53,02 sek.
- På B-heatet vandt Michael Schmidt (KIF) i ny PR 1:51,59 min. – med flere danske PR lige efter ham.
- Mejken Greve (Sparta) kastede helt op til sit bedste i hammerkast, som hun vandt med 59.82 meter.