Her er du: Forside > Nyheder > Nyheder 2012 > 08-26 DM 2. dag (1): Mestre takker af på toppen
DM 2. dag (1): Mestre takker af på toppen
26. august 2012 · Jeppe Weinreich
Både Anders Møller og Jakob Hannibal forsvarede deres titler i det, der var deres sidste DM.
Selvom tronskiftet i mændenes trespring reelt har fundet sted i år, kunne Anders Møller (Sparta) søndag alligevel trække sig sejrrigt ud af DM-duellen mod Peder P. Nielsen (Aarhus 1900). Sidstnævnte – der i dagene op til DM havde haft høj feber – bragte sig ellers i spidsen med 15.64 meter i tredje runde. En føring, der holdt indtil sidste runde, hvor altid konkurrencestærke Møller fik hevet de gamle ben ud på 16.00 meter og dermed sikrede sig sin tiende titel på tolv år. En enestående flot karriere i dansk atletik er dermed forbi for Møller, der dog ikke ville afvise, at han kunne overtales til at springe ved DT-finalen om to uger.
Fortjent sejr til Jakob Hannibal
Den imødesete 5000 meter blev som ventet en spændende affære, men der skulle gå ni omgange, før der skete noget. Udgangstempoet var ikke hurtigt med 2:58 min. på de to første kilomertre, og flere løbere kunne fortsat hænge på de tre forhåndsfavoritter. Ved 3600 meter satte Abdi Hakan Ulad (Korsør AM) imidlertid fart på, og hurtigt rykkede trioen fra resten af feltet. Med godt 100 meter igen gik Jakob Hannibal (Sparta) i front med en spurt. Abdi forsøgte forgæves at følge med, mens Michael Nielsen (AGF) prøvede at gå efter Hannibal indenom Abdi. Den taktik viste sig fatal for AGF’eren, der blev presset ind på sargen og styrtede med 50 meter igen. Han kom dog op på benene igen og tog bronzen, men selv uden styrtet erkendte han bagefter, at han ikke havde kunnet hente Jakob Hannibal, der fortjent vandt sin titel med tiden 14:30,33 min. i det DM, han på forhånd havde erklæret for sit sidste.
Overraskelser på 800 meter
Taktik var der for alle pengene på mændenes 800 meter. De første 200 meter blev løbet i et udmærket tempo, men så satte sidste års bronzevinder, Nick R. Jensen (Sparta), bremsen i, så de 400 meter kun blev rundet omkring de 60 sekunder. Afgørelsen faldt ved 600 meter, hvor Andreas Bube (Bagsværd AC) satte en drabelig spurt ind. Nick R. Jensen var hurtig til at gå med – hurtigere end Andreas Bueno (Aarhus 1900), der blev lukket inde og tabte nogle kostbare metre. Han hentede en smule på de sidste 50 meter, men løbet var reelt kørt, og mens Bube i en klasse for sig løb ind som vinder (23,9 sek. på de sidste 200 meter), blev Nick R. Jensen – efter en effektfuld spurt - belønnet med sølv for den helt rigtige taktik. Meget overraskende måtte Bueno slutte på femtepladsen, mens den tidligere mester, Aladdin Bouhania (AGF), fik et lille comeback med sin bronzemedalje.
To titler til Laugesen
Hækkeløber Christian Laugesen (Sparta) har ikke helt fået den sæson, som han havde håbet på. Topformen har dog meldt sig på det seneste, og søndag fik han oprejsning med to guldmedaljer. Først løb han karrierens næst hurtigste tid, da han sejrede på den lange hæk i 52,32 sek. – med unge Nicolai Hartling (Sparta) på sølvpladsen i ny personlig rekord 53,34 sek. – siden løb han den korte hæk sikkert hjem i 14,64 sek. (+1,7).
Ekelund-Arenander vinder dobbelt
Efter guld på 400 meter lørdag tog Nick Ekelund-Arenander (KIF) i dag også titlen på den halve distance. Mike Kalisz (Sparta) lagde ellers stærkt ud og førte klart efter 150 meter, men herefter ”åd” Ekelund-Arenander sig ind på ham til ny personlig rekord 21,38 sek. (+0,6). Morten Jensen (Sparta) måtte her lidt overraskende nøjes med bronze – efter adskillige guldmedaljer på distancen – den første tilbage i 2002.
Rasmus Wejnold tabte igen
I mændenes stangspring måtte Rasmus W. Jørgensen (Sparta) for andet DM i træk overraskende nøjes med sølv efter klubkammeraten Mikkel M. Nielsen (Sparta). Sidstnævnte måtte dog bruge tre forsøg på sin starthøjde, inden han både kom over 5.15 og 5.25 meter i første forsøg. Wejnold rev to gange på 5.25 meter, valgte derefter at gemme sit sidste forsøg til 5.35 meter, som han heller ikke klarede. Med bronze til Andreas Rønning (Ballerup AK) var top tre identisk med sidste år.
Andre steder
-Emil Mikkelsen (OA/OGF) genvandt sin titel i diskoskast med 50.13 meter.
-Olav Røe (Amager AC) vandt guld med 63.58 meter i en spydkastfinale, som ikke holdt højt niveau. Årets bedste, Andreas Bertelsen (Vejle IF), kiksede helt, da han efter to mislykkede kast ville lave et sikkert et for at få tre ekstra forsøg. Det tredje overtrådte han imidlertid..
Store DM 2. dag – Østerbro d. 26. august - resultatliste